Min egen 70 års fødselsdagsgave

Jagt har fyldt en del i mit liv. Traditionel jagt på det begrænsede vildt, der var på en ejendom på 26 hektar i Vestjylland, og derfor også behovet for at føle glæde ved en enkelt jagtsituation og det relativt begrænsede vildtudbytte, der var.

Jeg har gennem tiderne skudt en del rådyr, og i de senere år lidt kron- og dåvildt på Naturstyrelsens dagjagter, men aldrig en kronhjort. Jeg syntes, at når ”aldersviseren” begynder at vise 70 år, var det på tide at prøve. Derfor reagerede jeg på tur med Gamekeeper og Buhls i perioden 17. – 21. september 2024, med Kenneth Banke som leder af turen til reviret i Pila i det nordvestlige Polen, og med god indkvartering på et palads i en landsby 160 km øst for Stettin. Jeg har i forhold til familie og venner, betegnet turen som min egen ”egoistgave”, velvidende, at jeg nok skal få gaver af andre. Jeg havde gjort det klar for mig selv, at én pæn hjort var nok, - min stadig eksisterende glæde ved én god situation og et begrænset udbytte, har jeg stadig.

Turen frem og tilbage forløb helt perfekt. Allerede den første aften, hvor jeg var noget træt efter en lang biltur fra Svendborg, anviste min jagtguide en hochstand i et stort område omkranset af meget tæt skov, skulle det vise sige. Knap en halv time efter solnedgang kom en pæn hjort ud af skoven på 300 meters afstand. Den så ikke ud til at have direkte kurs mod hochstanden, så min guide, Piotr, anbefalede, at vi forlod hochstanden for at søge dækning bag nogle buske, så vi var godt 50 meter tættere på hjorten. Den kom også lidt tættere på. Efter en del venten, nervøsitet og tiltagende mørke var hjorten på en afstand, hvor mente jeg kunne nedlægge den. Det viste sig at være 180 meter og i overkanten af de 150 meter, jeg har sat som min grænse.  Jeg skød, hørte kugleslaget, men hjorten løb ned i noget meget tæt krat. Min guide havde gennem sin termiske spotter fulgt hjorten. Han mente, den ville forende, men det var bedst af vente til om morgenen, for at få fat i mand med en sweisshund. Det gav anledning til en del bekymring hos mig om natten, - fik jeg alligevel ikke en fødselsgave, og hvor ville jeg være træt af mig selv for at have lavet en anskydning.

Hundeføreren kom ved 7-tiden om morgenen. Han fik anvist skud- og flugtretning, og da han kom til anskudsstedet hævede han armen med tommelfingeren op, som min guide vidste betød blodspor. Efter 10 minutters venten og hundegøen, ringede min guides telefon. Hjorten var fundet forendt i en lysning i et meget tæt krat af brombær, tjørn og levende og faldne træer – biodiversitet af højeste klasse. Hjorten, havde fået en lidt lav kugle. Det var en stor flot symmetrisk lige 12-ender med et 5.2 kilo gevir og skønnet alder på 9 år. Den havde brækket lidt af en den ene issesprosse, men det er efter min opfattelse blot en charme, - en hjort, der havde levet og kæmpet.

”MIN GAVE” var leveret , for nu at udtrykke en barnlig glæde i en alder på knap 70 år.

Så startede det svære og krævende arbejde med opbrækning og ikke mindst at få trukket en stiv hjort ud af vildnisset. Det sidste foregik med et meget langt tov og brug af bilen. Kl. 11 om formiddagen var dyret ude og læsset på bilen.  Guiden og jeg var godt forrevne og  trætte – biodiversitet er godt, bare ikke når en brækket hjort på langt over 100 kg. skal ud i civilisationen. ”Mission Completed”

De efterfølgende dage gav ikke skudmuligheder til vildsvin eller råbuk, men overalt hvor jeg var ude, lød hjortebrøl, når solen var gået ned. Sikke en energi og larm for at få mulighed til at give generne videre.

Absolut en god tur, godt norsk selskab og veltilrettelagt af Kenneth Banke og Co. TAK.

Peder Østergaard, Skanderborg