Bjergjagt på gemse i Rumænien nov. 2024
Vores vestjyske agent Jan Furer Madsen har været i Rumænien på gemsejagt sammen med Allan. De havde bedt om et revir, hvor det var fysisk krævende at jage gemsen og som altid leverer vores partner Emil og Rumænien oplevelser og trofæer fra øverste hylde.
Se de flotte billeder fra turen og deres beretning fra turen:
"Det var med en vis spænding, vi kiggede over kanten og ned i kløften..."
Hej Henrik
Hermed en lille beretning fra vores tur til Rumænien.
Ofte overgår ens forventninger virkeligheden. Denne gang var det omvendt.
Vi havde begge set frem til en udfordrende jagt i bjergene, hvor der skulle arbejdes hårdt for resultatet. Det blev lige, som vi havde håbet og mere til.
Vi havde valgt at deles om guiden, så vi kunne dele hinandens oplevelser, lige som vi gjorde i Spanien sidste år, noget som vi for øvrigt kun kan anbefale.
Første dag afgang klokken 5 efterfulgt af en times kørsel af dårlige skovveje ind i bjergene så langt vi kunne, indtil vejen sluttede. Herefter var det på med rygsækken og til fods videre ind i bjergene. I takt med at det blev lyst, åbenbarede det mest fantastiske landskab sig med høj sol, blå himmel og nærmest uden en vind der rørte sig. Vi så lidt gemser på lang afstand i løbet af formiddagen, og efter ca. 6 timers gang og 700 højdemeter får vi, mens vi sidder og spiser vores madpakker, øje på en gemse, som sidder og tygger drøv længere inde i bunden af dalen. Da vi kommer ind på ca. 500 meter, tillader terrænet ikke rigtigt, at vi kan komme nærmere, uden at vi eksponerer os selv.
Mens vi sidder og laver planer, får vi pludselig øje på en gemse, som er noget nærmere. Allan kommer i god position og nedlægger sit livs første gemse med et flot skud på 325 meters afstand i de mest fantastiske omgivelser. Selvom turen tilbage til bilen ’kun’ tog 4 timer og hovedsageligt gik nedad, så viste skridttællen lidt over 26.000 skridt, da vi kom tilbage til bilen, så vi kunne godt mærke det lidt i benene. Men hvilken dag.
Næste dag afgang 04.30 da vi skulle køre i næsten 2 timer for at komme rundt om dalen og meget højere op i terrænet, inden solen stod op, så vi kunne være over gemserne, når det blev lyst. Allerede efter ganske kort tid til fods, ser vi de første par gemser. Men situationen tillader ikke et ordentligt skud uden risiko for, at gemsen vil styrte langt ned. Lidt senere har vi igen kontakt til de samme to gemser, men heller ikke denne gang lykkes det. Efter yderligere et par timers gang får vi øje på en gruppe på 15 gemser på ca. 1,3 kilometers afstand. De befinder sig et sted, hvor det kan lade sige gøre at komme i god position over dem. Men det kræver vi går en stor bue uden om, en gåtur på ca. 3 timer og mange højdemeter. Først endnu længere op og derefter ned igen. Under gåturen har gemserne været ude af syne de sidste 2 timer, så det var med en vis spænding, vi kiggede over kanten og ned i kløften, hvor vi sidst så dem. Ingen gemser. Frem til næste afsats, jo, der er de. Guiden peger hurtigt en gemse ud og Jan nedlægger sin første rumænske gemse. Hvilken jagt. Fremme ved gemsen kan vi godt regne ud, at vi denne gang ikke skal gå NED til bilen på vej tilbage, men OP. Vi kunne godt fornemme på guiden, at han meget gerne ville være tilbage ved bilen, inden det blev mørkt. Så med en ”smutvej” ad en lidt stejlere og direkte rute, hvor vi støder en bjørn undervejs, når vi med lidt over 32.000 skidt og trætte ben tilbage til bilen inden solnedgang. Endnu en dag som bare fuldstændig indfrier og overgår forventningerne.
Udover selve jagten blev vi hele vejen igennem mødt af venlige, imødekommende, hjælpsomme og kompetente mennesker lige fra køkkenpersonale til guider og arrangører.
Så hvis man går med ønsket om at jage i udfordrende og flot terræn efter en fantastisk vildtart og godt kan lide, at der skal arbejdes hårdt for det, så kan vi på det allervarmeste anbefale en tur efter gemse i Rumænien.
Hilsen Jan og Allan