Det blev til 427 for Malthe og 3 for mig. I Chatteris i England, nord for Cambridge, i det store område The Fenlands, det mest frugtbare i England, hvor vi endnu gang var på duejagt i tre varme julidage og sad i et skjul midt på en bygmark, ærtemark og rapsmark i 8 timer, mens Malthes hoved og øjne var i konstant bevægelse horisonten rundt og jeg bare var far og tilskuer til noget af det bedste, han ved – at skyde duer.
Det er nemlig svært, for det er dybt uforudsigeligt. Der er ingen klappere, der jager dem op foran næsen af én, som ved de klassiske fasanjagter. Det er ikke en sværm af duer, der kan ses på lang afstand og kommer forbi. Det er 2, 3, 4 duer ad gangen, som kommer fra venstre og højre, forfra og bagfra, højt oppe eller lavt over marken, men altid med 50 km i timen. Sådan patruljerer de over det meste af England, hvor der er måske 50 millioner duer og de anses som skadelige på samme måde som rotter og derfor må jages hele året. De æder jo af bøndernes afgrøder, kan æde hele marker. Om sommeren er det frø og kerner, om vinteren de grønne blade og andet spiseligt. Duer er altædende. De yngler også hele året, 5, 6, 7 kuld kan de nå. Derfor er vi mere end velkomne, når vi rejser over for at skyde duer.
Det er Bob, stor og rar hjemmefødning, der er vores guide og chauffør. Han kender området ud og ind og kører rundt for at finde de bedste marker med flest duer, selv om man aldrig kan være sikker på, at de også er der næste dag, når vi ankommer ved 9-tiden og stiller skjulet op. Plus noget meget vigtigt: Placerer en masse lokkeduer rundt om skjulet, for så får de forbi flyvende øje på dem og vil måske forbi og spise med.
I de næste 8 timer er det uafbrudt og dyb koncentration og næsten ikke tid til snak og kaffe. Man kigger til alle sider hele tiden, og så pludselig, ”ned med hovedet, far”, for så er der duer på vej og op med geværet i sidste øjeblik og bang, bang, og endnu en due brager til jorden i en sky af fjer, mens der lades med de næste patroner. Desuden er de så dumme, at de næste kan komme et minut efter, selv om de må have hørt og set skuddene.
Det er en helt særlig kunst at skyde til flyvende vildt med haglgevær. Man sigter jo ikke igennem en kikkert og skyder, når dyret er i plet. Man holder foran fuglen, når den kommer i fuld fart, og hvis man er dygtig, flyver den ind i haglsværmen og bliver ramt. Det er Malthe, og derfor rammer han næsten hver gang, og det snakkede vi en del om. At hvorfor er denne jagtform bedre end næsten alle andre, Malthe? Jo, det er det lille gib af glæde, hver gang man rammer. Og et lille øv, når man ikke rammer. Efter foreløbig 25 år med tusinder af skud er det stadig det samme hver gang, også due nr. 156 om lørdagen og endnu en double om søndagen, hvor han med et sekunds mellemrum skyder to duer med to skud. Han kan ikke forklare det nærmere, for det er jo ikke glæden ved at dræbe, men glæden over at være god til noget, at skyde, at ramme. Det er jo heller ikke konkurrence at komme først eller vinde en kamp. Man måler sig selv hele tiden, og det kan nok bedst sammenlignes med en golfspiller og glæden over at lave et godt slag.
Og ja, min glæde er den elementære. At se sin dreng være glad, endda meget glad. At se, høre og følge hvert eneste af de 457 gange, han ramte, og lidt stolt bliver man jo også. Der findes simpelthen ikke andre tidspunkter og måder på tæt og fortroligt samvær end dette, hvor jeg endda hele tiden får at vide, at ”ned med hovedet, far, ti stille, far”
Dagens højdepunkt er ved 18-tiden, når Bob kommer igen, og vi skal pakke sammen. For så lukker han sine 5-6 hunde ud af bilen, giver dem en kort ordre, og så pisker de rundt på marken og finder alle dagens døde duer, der ligger spredt rundt omkring i et større område. De er lige så gode til at finde dem, som Malthe er til at skyde dem, og Bob står bare ved bilen og tager imod med tak, og så af sted igen. De elsker det, ubegribeligt, at de kan. I øvrigt bliver langt de fleste duer solgt til restauranter bagefter. Duebryst er en delikatesse.
Der er flere hundrede danskere, der tager på duejagt i England hvert år, for den slags kan man slet ikke i Danmark. Vi har ikke nær så mange duer, og desuden må de slet ikke skydes før til november. Der skydes ca. 150.000 duer (og det er altså skovduer=ringduer) om året. I England skydes der 10-15 millioner.
Søren Ryge Petersen