Olawa bukke

Bukke overalt

Jørgen Duus

Hej Kenneth

Her er en lille beretning af vores tur til Polen.

Jeg havde for flere år siden lovet min søn, at han skulle en tur med til Polen, men som så ofte går tiden og det var ikke blevet til noget.

Han havde flere gange været med på bukkejagt i DK og er altid med på efterårsjagterne, når det kunne lade sig gøre. Det havde dog aldrig lykkes mig at nedlægge en buk, når han var med, så nu skulle det være. Han er 13 år, og allerede en dreven skytte med salonriffel (i skytteforening) og luftbøsse.

Da jeg kender Kenneth gennem mange år, blev det ham, der skulle tilrettelægge vores tur og det blev så foreningsreviret i nærheden af Olawa lige uden for Wroclaw, som blev vores mål for en bukkejagt først i aug. 2014

Jeg valgte brunstjagten, da jeg viste at der som hovedregel er godt gang i bukkene på dette tidspunkt.

Med på turen skulle også Niels Andersen fra Bogense – min gamle skolekammerat fra folkeskolen. Niels har været bukkejæger i mange år, men har aldrig jaget i udlandet.

Vi startede fra Sønderjylland d. 4.8.14 kl. 0530 og havde ca. 9 timers kørsel foran os. Vi fandt nemt reviret efter den vejledning som Kenneth havde sendt til os og var der omkring kl. 15.  Vi blev rigtig godt modtaget og kort efter stod der et godt måltid mad på bordet.

Kl. 1800 skulle vi mødes med vore polske jægere og vi var selvfølgelig spændte på hvad reviret ville byde. Efter en kort velkomst og gennemgang af sikkerhed under jagten, kørte Rasmus og jeg med en ene jagtfører – Arthur, og Niels med den anden jagtfører Jürgen.

Vi havde ikke kørt mange minuttet, før vi var på en eng, hvor vi kunne set et stk. råvildt i den anden ende – op med kikkerterne og vi konstaterede hurtigt, at det var en buk. Vi besluttede at køre lidt tættere på og kom ind på ca. 100 m, men det blev alligevel for meget for bukken, så den trak stille og roligt ind i noget højt tagrør. Arthur standsede bilen og rakte hånden med bukkekald ud af vinduet, hvorefter han kaldte et par gange. Bukken kom omgående ud af tagrørene og stillede sig op til skue. Vi blev dog enige om, at den skulle have lov til at leve, så vi kørte videre.

I løbet af aftenen så vi nok over 10 skudbare bukke og vi skød 2.

Vi lokkede mange og havde nogle fantastiske oplevelser.

Niels havde ikke skudt noget den første aften og han var noget frustreret over alle de bukke han havde set, men ikke rigtig kommet til skud på.

Næste morgen var som aftenen før – bukke overalt, der jagede med råerne, og vi fik da også skudt en god ulige seksender på knap 300 gram.

Da vi mødtes med Niels efter jagten var humøret højt – han havde skudt 3 bukke i løbet af morgenen og havde også set rigtig mange.

Nu havde vi skudt det vi var kommet efter på kun 2 jagter, men besluttede begge at købe endnu en buk, så vi skulle ud igen sidst på dagen.

Arthur, Rasmus og jeg kørte ud på en stor græsmark, hvor der lå hø rundballer, der var presset for ca. 3 uger siden og græsset var siden blevet omkring 20 cm højt. Vi kørte ind midt på marken og stillede bilen. Da vi stod ud var der bare råvildt overalt. Vi talte omkring 5 – 6 jagende bukke og også mange enkelte dyr.

Det var så bare at beslutte hvilket par vi skulle pürsche og det blev virkelig spændende, da vi kunne benytte alle rundballerne som under pürschen. Det første par vi forsøgte os på forsvandt dog ind i en majsmark, men skidt med det. Vi fik straks øje på en god 6-ender, der lå og hvilede sig, mens råen essede. Her kunne vi blot holde øje med råen og i skjul af høballerne kom vi ind på ca. 100 m. Skydestokken op – et par piv i bukkekaldet og bukken kom straks på benene. Råen trak lidt ud til den ene siden og bukken fulgte med. Et piv i kaldet og de stoppede straks – det blev bukkens død, en rigtig flot 6 ender.

Niels havde også skudt sin 4. buk i løbet af aftenen, så nu var vi færdige efter kun 3 jagter.

Rasmus og jeg ville gerne prøve svin, og vi sad ude en aften og en tidlig morgen uden at det lykkedes for os, at se svin. Vi så dog en del ødelæggelser i kartoffelmarkerne efter svinene. Der var mange hundrede ha majs, så svinene opholdt sig nok i majsspisekammeret.

Den sidste eftermiddag tog vi på en turist tur til Wroclaw – en spændende og flot by.

Torsdag formiddag efter protokolskrivning gik turen tilbage til DK efter nogle helt fantastiske jagtoplevelser på brunstbukke.

Jeg har været i Polen over 20 gange både på maj ture og brunst ture, men jeg har aldrig oplevet noget på fantastisk som på denne tur – vi følte nærmest at vi vadede rundt i bukke.

Jørgen Duus