Update og status på duejagten i England 2026

Update og status på duejagten i England 2026

Duejagten i England 2026 – en sæson med store udsving.
Duejagtsæsonen 2026 i England har været noget af en rutsjebanetur. Der har været både fantastiske jagtdage med imponerende afskydninger og dage, hvor selv de mest erfarne duejægere og jagtarrangører har måttet arbejde ekstra hårdt for resultaterne.
En tydelig tendens i år har været, at de første jagthold, som var afsted i slutningen af juli og begyndelsen af august, generelt har haft de bedste resultater.

Masser af duer – men vejret spillede et puds.
Fra sæsonens begyndelse var der igen rigtig mange skovduer i England. Flere af vores jagthold oplevede særdeles gode dage, især på marker med lejesæd i vinterbyggen og efterfølgende på de første ny høstede stubmarker.
Men så kom varmen. Sommeren 2026 bød på rekordhøje temperaturer i Storbritannien og stort set uden regn i slutningen af juli og gennem august. Det betød, at afgrøderne modnede usædvanligt hurtigt, og allerede omkring midten af august var stort set alle marker høstet.
Pludselig lå der hundredtusindvis af hektar stubmarker, hvor duerne frit kunne fouragere.
For duejægerne var det langt fra ideelt. Duerne blev spredt over enorme områder, og når der er føde overalt, bliver det naturligvis langt vanskeligere at koncentrere fuglene på de marker, hvor jagten skal foregå.

Det perfekte duejagtsvejr – set med jægerøjne.
Spørger man en erfaren duejæger, hvordan det perfekte sommervejr ser ud, er svaret faktisk ganske enkelt:
3 - 4 dage med godt høstvejr efterfulgt af lidt regn. Derefter nogle dage med sol og tørvejr og så lidt regn igen.
På den måde bliver høsten fordelt over en længere periode, og duerne får tid til at finde de ny høstede marker, inden de næste afgrøder bliver taget. Det giver langt bedre muligheder for at lokalisere duernes foretrukne fourageringsområder og planlægge en god jagtdag.
Jeg er dog ikke helt sikker på, at de engelske landmænd deler vores begejstring for netop den vejrudsigt 😊

Store jagtdage – men også hårdt arbejde.
Trods de vanskelige forhold har mange af vores jægere haft rigtig gode oplevelser. Flere hold har haft dage med over 100 nedlagte duer, og enkelte har endda oplevet imponerende jagtdage med både 200 og 300 duer på paraden.
Men den generelle tilbagemelding fra vores engelske jagtpartnere er klar: Det har været en lang og krævende sæson, hvor der virkelig skulle arbejdes for resultaterne.
Der er blevet brugt mange timer på at rekognoscere, følge duernes træk ruter og finde de helt rigtige marker.
Og sådan er duejagt nu engang, naturen bestemmer, og duerne læser som bekendt ikke vores jagtprogrammer.

Hvornår er det bedste tidspunkt at tage på duejagt?
Det spørgsmål får vi ofte, og gennem årene har jeg stillet præcis det samme spørgsmål til stort set alle vores engelske duejagtpartnere. Svaret er næsten altid det samme:
"When the pigeons hit the fields!" 😊
Og det er faktisk meget rammende. For uanset hvor mange års erfaring man har, kan ingen med sikkerhed forudsige præcis, hvornår duerne vil koncentrere sig på bestemte marker.
Det er netop en del af charmen og udfordringen ved den engelske duejagt.
En god duejagt kræver også en aktiv jæger.
En ting, jeg gerne vil understrege, er, at et godt resultat på duejagt ikke er noget, man blot kan købe sig til. Selvfølgelig er det vigtigt med gode jagtområder, mange duer og en dygtig lokal jagtarrangør. Men jægerens egen indsats har mindst lige så stor betydning.
Det kræver først og fremmest, at man har trænet med haglbøssen hjemmefra og er klar, når duerne kommer ind over lokkerne.
Men det handler også om at være aktiv under hele jagten. Man skal sørge for at sidde ordentligt skjult, holde øje med duernes reaktioner, justere lokkefuglene, flytte duekarrusellen efter behov og hele tiden tilpasse opstillingen til forholdene. Det er netop det, der gør duejagt så fascinerende.
Ingen dage er ens, og når det hele pludselig går op i en højere enhed med masser af duer, den rigtige vind og en perfekt fungerende lokkeopstilling, ja så findes der næsten ikke noget bedre.

Vi ser allerede frem til duejagten i England i 2027 og håber på en sommer, hvor både vejret, høsten og duerne spiller lidt bedre sammen. 😊

Knæk og bræk
Henrik Mortensen
Gamekeeper & Buhls Jagtrejser