Hans og Bjarne i Sydafrika
Hans og Bjarne havde nogle ønsker med hensyn til både jagten og hvilke trofæer der skulle nedlægges i Syd Afrika - vi fandt frem til at turen skulle foregå hos vores nye partner i Limpopo provinsen og de ville være de første jægere på dette nye og fantastiske revir - Hans er over 80 år, men han klarede turen til UG og klarede både varmen, jagten og skydningen perfekt! Bjarne har sendt os disse dejlige billeder af deres flotte nedlagte trofæer, samt der kan nydes andre billeder fra indkvarteringen og fra reviret.....
Læs også Bjarnes fremragende beskrivelse af turen her:
Vi gik straks fra rejsetøj til jagttøj, ud og skyde riffel ind, og så på jagt. Det blev til en tur rundt på noget af den 5000 ha store farm, hvor vi så en del forskellige dyr.
Min første tur til Afrika!
En af mine gode jagtkammerater Hans H. Hansen på 81, ville gerne til Sydafrika en 3. gang, for at skyde en Waterbuck og black wildebeest. Da dem han tidligere havde været på jagt sammen med, ikke havde lyst denne gang, spurgte han mig. Det var en jagtform som ikke havde tiltalt mig så meget, men jeg lovede at tænke over det. Efter en lille betænkningstid sagde jeg ja. Hans havde begge gange været syd på, så denne gang skulle vi nord på. Gennem Gamekeeper blev vi præsenteret for deres partner som lå ca. 400 km nord for Johannesburg. Hjemmefra havde jeg bestemt mig for, kun at skyde afskudsdyr, da jeg jo ikke på daværende tidspunkt havde den store interesse i Afrikansk trofæjagt ”men jeg blev meget klogere”.
Vi tog til Sydafrika den 20. oktober via Frankfurt til Johannesburg, hvor vi lande fredag morgen den 21. oktober. Vores PH på hele turen, stod og tog imod os i JB. Turen i bil tog ca. 4 timer, på gode veje helt frem til lodgen. Halvvejs gjorde vi et hold for, at få noget og spise og strække ben. Da vi var fremme, fik vi tildelt vores værelser, som var fine og indbydende.
Vi gik straks fra rejsetøj til jagttøj, ud og skyde riffel ind, og så på jagt. Det blev til en tur rundt på noget af den 5000 ha store farm, hvor vi så en del forskellige dyr. Det skal lige siges, at det havde ikke regnet siden marts måned, så alt var svedet af. Der var ikke noget græs, ej heller blade på buske og træer, så det var noget af en udfordring og komme på skudhold af dyrene, de så os simpelhed inden da og tog flugten. Så ingen dyr dag 1.
Dag 2 kørte vi til en anden farm, hvor Hans skulle skyde Black Wildebeest. Det tog ca. 40 min. og komme frem. Her var det det samme, nemt og spotte dyrene men svært og komme på skudhold. Vi forsøgte flere gange uden held, og gamle Hans var ved og løbe tør for energi, men han holdt på den stædige rad. Efter godt 4 timers intens jagt, lykkedes det for Hans og Freddie og komme på skudhold af en fin tyr.
Så gik turen tilbage til Logden, hvor vi fik lidt at spise og en time på øjet. Ved 4 tiden var der afgang til terrænet igen. Vi spottede hurtigt en fin Impapa buk. Jeg havde jo fået blod på tanden, så den ville jeg gerne skyde. Vi pürsche stille og roligt frem i terrænet, kommer på skudhold. Vi står på et spor, med en kraftig sidevind. Der er mange dyr foran os, så jeg står i skydestillingen et stykke tid, før Impala bukken kommer frem. Jeg afgiver mit skud. Blankt forbi, satans tænkte jeg, mit første skud på den Sydafrikanske savanne og ikke noget vildt. Vi fortsætter, kommer frem til nogle klippeformationer, dem vil Freddie op på, og det gør vi så. Hurtigt spotter Freddie to Impalaer, den ene er en fin buk. Afstand: 140 meter nedad, tobenet skydestok på klippe stykker. Afgiver mit skud. Impalaen falder sammen hvor den står, skide godt tænkte jeg, indtil den begyndte og vejre med hovedet. Skyd igen, siger Freddie, jeg skyder igen og Impalaen forender.
Som i kan se, er solen ved at gå ned, så turen går hjemover. Hver aften efter sidste pürsch og inden aftensmaden gik vi baren, som er velassorteret og med i prisen. Her står vi så og praler af dagens præstationer, og de bliver ikke dårligere som tiden går. Efter jeg havde nedlagt denne Impala, sagde jeg til Freddie, at jeg gerne ville skyde en Greater Kudu, og en Blesbuck hvis der blev tid. Betingelsen var, at Hans fik sin Waterbuck først, da han havde bestilt dem hjemmefra.
Jagtdag 3 og 4 gik med at jage Waterbuck, det ville bare ikke lykkedes, vi spottede fine dyr, men kunne ikke komme på skudhold. Hans var noget mut, og ville være forbandet skuffet hvis han ikke fik en waterbuck, det var hans største ønske. I baren om aftenen, sagde jeg til Freddie, at han måtte finde på noget andet, så Hans kunne få sin Waterbuck, og det var Freddie helt med på.
Jagtdag 5. Den nye plan, gik ud på, at få Hans placeret højt oppe i terrænet, så man kunne overskue et stort område og evt. spotte nogle Waterbuck. Hurtigt fik vi øje på Waterbuck. Freddie havde to hold af 2 mand med hver en radio nede i terrænet, dem kunne han flytte rundt på, på sådan en måde at dyrene ville passerer forbi et åbent område, hvor hans kunne skyde, Afstanden til det åbne område var 250 meter. Hans sad ned med fast anlæg, så han var klar. Efter en lille times tid i åndeløs spænding kom der 3 waterbuck ud i det åbne. Hans var klar, Freddie tjekkede dyrene ud. Skyd den første, siger Freddie, og Hans skyder. Waterbucken giver et brøl fra sig og synker sammen. Ved nærmer eftersyn, er den skudt på halsen, måske lidt heldigt, da Hans sigtede på skulderen- men der kunne jo godt være noget sidevind nede ved jorden.
Det var satme en stor forløsning, Hans var meget glad, det fremgår også tydeligt af billedet. Nu er det Kudu tid.
Jagtdag 6. Op kl. 05.30 hver morgen, spise morgenmad og afgang til terrænet kl. 06.15. I dag skal jeg jage Kudu. Da vi kommer frem til en lille bjergkæde som skære sig gennem landskabet, stopper Freddie, vi skal derop siger Freddie, jeg kikker op- hold nu kæft der er langt op, tænker jeg. Vi starter opstigningen, da vi når op, går der ca. 5 min. før end vejrtrækningen er på normal igen og jeg kan begynde og snakke. Her oppe fra har vi et fantastisk overblik. På den modsatte side, nede ved foden af bjerget i det tætte buskads, går der to mand med radioer. Meningen er, at de skal starte i hver sin ende og prøve og trykke en kudu ud i det åbne landskab. Vi har ikke siddet længe, før vi spotter 3 waterbuck. Skyd siger Freddie. Hvis jeg skal skyde, skal du være sikker på, at den er større end den Hans fik, Siger jeg. Den i midten er meget stor siger Freddie. Afstand 270 m, jeg står op ad en stor sten med godt fast anlæg, jeg taget sigte, overkant ryg- jeg er klar. Nu beslutter waterbucken og vende røven til og gå væk fra os, så skud er ikke muligt, i samme øjeblik lyder det over radioen ”kudu kudu”. En Kudu var blevet presset ud af det tætte buskads, men den valgte og løbe op over bjergkammen og ned den vej vi var kommet op. Så nu var det ned igen og finde en ny placering. Sporet kunne følges nord på lange bjergkæden, Freddie havde en ide om, hvor den muligvis var på vej hen. Vi skulle så syd om bjergkæden og gå mod nord på den modsatte side og det skulle gå lidt stærkt. Freddie er en høj fyr på ca. 1.90 med lange ben, og jeg er 1,76 med korte ben, så hver gang Freddie tager et skridt, så må jeg tage to- så jeg småløb hele vejen. Efter ca 20 minutters hæsblæsende tempo når vi den anden ende af bjergkæden. Pulsen var høj, sveden haglede af en, vejrtrækningen kørte i et højt tempo. Freddie steg til vejrs igen, jeg måtte efter, op på et par store sten, og dernede lige foran os, gik der 3 kudu tyre og den ene var satema stor. Hvis jeg ikke havde høj puls, så skal jeg da lige låge for at jeg fik det. Afstand ca. 60 meter. Freddie tjekker dyrene ud. Det er den i midten du skal skyde, siger Freddie, men vent til jeg siger til. Jeg står klar i en ikke alt for god skyde stilling, med kroppen lænende op af en stor sten og fødderne på hver sin sten, og jeg venter og venter jeg syntes der går en evighed. På grund af den lidt akavet skyde stilling, begynder jeg og syre lidt. Kuduerne begynder og flytte på sig, og nu står den der. I samme øjeblik Freddie siger skyd, slipper jeg kuglen. Plump siger det, satans- et maveskud. Jeg repeterer to gange og afgiver skud uden og ramme. Jeg står med en meget dårlig fornemmelse, hele kroppen ryster- sveden hagler af mig, det her er noget være lort. Vi finder anskud stedet, 2 af hans folk kommer til. I 3 stive timer fulgte vi denne kudu. Jeg er mega imponeret over, at de kunne følge det rigtige spor hele vejen igennem. Vi støder den et par gange, og hver gang forsøger Freddie`s hund og indhente kuduen og stille den, men uden held. Sidste gang vi støder den, får hunden stillede den, så jeg kan afgive skud og denne gang lige på skulderen. Kuduen går 30 m og forender. Det var en mega stor forløsning, vel det mest spændene jagtforløb jeg nogensinde havde oplevet.
Nu havde jeg sku fået smag for Afrikansk trofæ jagt ”en økonomisk katastrofe” smiler.
På denne 6. jagtdag om aftenen gik jeg efter en Blesbuck, og Hans en hvid Blesbuck. Der gik ikke længe før vi spottede en Blesbuck til mig. En kort men hurtig pürch, forendte denne Blesbuck for en perfekt kugle.
Det lykkedes ikke og finde en hvid Blesbuck til Hans denne aften. Nu er vi nået til den 27. oktober, der er også vores afrejsedag. Vi skal flyve fra Johannesburg kl. 18.55, dvs. vi skulle køre fra logden senest kl. 11.00, så dagen før havde vi aftalt, at vi kunne jage til kl. 10.00- så det var det vi gjorde.
De måtte højt til vejrs for at spotte den hvide Blesbuck, men det lykkedes. Hans satte punktum for vores fantastiske tur til Sydafrika med denne fine hvide Blesbuck.
Jeg må så efter denne oplevelse konstaterer, at jeg er blevet bidt af denne jagtform. Opholdet og jagten hos Freddie og co. på deres dejlige farm var perfekt. Utrolige søde og hjælpsomme, gode indkvarterings forhold, god mad og drikke. Freddie vil gøre alt for en, så jagten lykkedes og man får det man er kommet efter. Hans og jeg har bestemt ikke noget og klage over, og kan uden problemer anbefale dette fremragende sted med fem stjerner ud af fem.
Med venlig hilsen
Bjarne Axelsen