
Jagten på den store buk Rumænien del 1 Maj 2025
Tror vi alle tre havde glædet os til denne dato d. 1. maj, her gik bukkejagten nemlig ind i Rumænien.
Jeg mødtes med to herlige gutter fra Silkeborg Michael Steengaard og Henrik Barslev, begge med stor passion for bukkejagten, kl. 03.50 om morgenen i Billund Lufthavn. Efter den normale bagage og våben check in sad vi planmæssigt klar til afrejse til Cluj i Rumænien kl. 06.00.
De er begge berejste i udlandet og har dyrket bukkejagten i mange forskellige lande med både bue og riffel. Fælles for dem begge var, at de gerne ville nedlægge drømmebukken til trofævæggen. Michael har tidligere nedlagt guldmedalje bukke i både Serbien og Sverige, men søgte den ultimative store buk. Henrik har nedlagt mange bukke, men aldrig en guldmedalje buk, som var hans store ønske. Så vi var alle spændte, og selvom jeg kender reviret og har sendt kunder dertil igennem flere år og ved hvilke bukke de nedlægger her, kan man aldrig tage en guldbuk for givet på forhånd.
Rumænien er virkeligt landet, hvis man vil nedlægge store kapitale bukke, der både har størrelsen og alderen til at blive nedlagt. Jeg har ikke tidligere set råvildt revirer i hele Europa, der har en så stærk bestand af store bukke og som afskyder bukkene så nænsomt og selektivt, som de gør på revirerne hernede. Reviret, vi jagede på, er på i alt 40.000ha fordelt over 4 revirer, der er 5 gamekeepers/skytter ansat, som hver råder over knap 10.000ha hver. Bukkene, der nedlægges, er en blanding af medalje bukke og selektions bukke. Bukkene, der nedlægges, er som regel 6 år og opefter, og hvis det ikke er en medaljebuk efter 6 år, er det ofte en selektionsbuk, der ikke bliver større og som er på retur. Vi så rigtigt mange gode, lovende bukke også over 100 CIC-point. Vi fik ofte at vide “no, it's a future buck and too young” og kun dejligt og derfor ikke tilfældigt, at de hvert år leverer bukke fra allerøverste hylde. Største buk nedlagt på reviret var på 768 gr. netto.
Råvildtet står ikke så tæt som på nogle revirer i f.eks. Polen, men terrænet og biotopen er som skabt til den perfekte råvildtbiotop. Man skulle tro, det var en herregårdsskytte og en landskabsarkitekt, der havde sat sig sammen og forsøgt at skabe det flotteste landskab og biotop til råvildtet. Det er små marker på ca. 20ha med forskellige afgrøder, lige fra lucerne, kløver, hvede, rug, solsikke, majs samt græs enge og brakmarker. Disse er brudt af naturlige små skove og remisser af bl.a. tjørn, slåen, eg, bøg og alt fordelt på et blødt rullende landskab, virkeligt en fryd for øjet set ud fra et vildt og natur perspektiv.
Vi havde nogle dejlige dage med god bukkejagt og spændende pursch, krydret med gode grin.
Michael og Henrik B. nedlagde i alt 6 bukke, hvor største buk var Henriks guldmedaljebuk på 638 gr. brutto og de fleste bukke på mellem 5 – 8 år. Vi så flere bukke, der var lige så store som denne og måske større, men det var stolpe ud og de får et år mere på bagen.
Så det er virkeligt et revir, som leverer varen år efter år. Nyd de flotte billeder fra turen.
Vi har allerede booket dette område til en ny gruppetur i perioden d. 1. – 4. maj 2026 og ja, 2 pladser er allerede genbooket. 😊
Michael og Henrik er fløjet til Danmark og jeg tog imod fire nye jægere, klar til at jage på nye og andre gode revirer vi har hernede i Rumænien for gode bukke.
Følg med og denne bliver efterfulgt af ”Jagten på den store buk - del 2”
Venlig hilsen
Henrik M.
Gamekeeper & Buhls Jagtrejser