Højlandsfeber i Skotland

Højlandsfeber i Skotland

Sven Lyse fyldte 50 år og havde givet ham og familien en tur til Skotland for at opleve dens fantastiske natur og enestående kultur!

Efter 3 dage i Edinburgh og have set de mange kulturelle ting hovedstaden emmer af - gik turen NØ på for at opleve højlandsjagten i sin fulde udfoldelse i brunsten på både godt og ondt!!

Læs selv Sven´s godt beskrevede og ærlige beretning om turens højde- og lavpunkter:

Som lovet får du lige en beskrivelse og lidt fotos fra vores tur til Skotland:

Vi ankom til Peters hus uden problemer og forsøgte at holde hans tempo i bilen ud til huset. Huset er en nedlagt vandmølle, som er komplet moderniseret.

Efter vi havde fået os installeret, kom Peter tilbage sammen med vores stalker, David. David er 60 år og har været stalker de seneste 33 år - han og Peter har et mangeårigt samarbejde, hvor David tager sig af jagten og Peter står for alt det praktiske.

Vi var 2 jægere (min søn og jeg) og 2 ledsagere, og på 1. dagen ønskede vi alle at komme med på jagten. Det var OK, og vi var en større delegation, der i en række fulgte David op i de lyngklædte bakker bag huset.

Og lad os bare sige det straks - det blev starten på 3 dage med rigtig megen vandring - op og ned, rundt og tilbage. Dagens resultat blev en hjort på anslået 10-11 år, som få dage før havde knækket den ene stang ved basis, men hvor stangen stadig sat fast i huden. Spændende jagt gennem slugter og vandløb for at blive afsluttet hen over Davids skulder på ca. 70 m afstand.

Og det var så den sidste hjort vi kom bare tilnærmelsesmæssigt tæt på.

Om aftenen var vi alle flade - anslået en gå tur på 15-18 km med en højdeforskel på ca. 600 m (der blev op- og nedsteget adskillige gange).

Tirsdag var det kun undertegnede, der havde lyst til jagt (turen var en gave fra-mig-til-mig og jeg havde derfor "sat" mig på 3 af hjortene og givet knægten 1). Peter og David kom som aftalt til huset kl. 09:30 og efter har have kørt rundt i ca ½ time og spottet de høje toppe !, havde David styr på hvor vi skulle hen. Da vi steg ud af bilen ved foden at den ubetinget højeste hill-top i miles omkreds, tænkte jeg på mine ømme ben fra om mandagen og håbede ikke det var den vej vi skulle op. Men selvfølgelig var det det !

Her startede så en af de værste jagtdage, jeg til dato har haft. Ikke så meget fordi vi i løbet af de godt 8 timer vi var afsted, rundede 25 km i strækning og heller ikke fordi vi ikke mindre end 3 gange  var oppe og ned igen på godsets højeste punkt. Næh, et mareridt fordi jeg pludselig intet kunne ramme !

Har ikke en forklaring på hvad der skete - med mere end 12 år i Grønland, er jeg vant til et tilsvarende terræn og lange skud, og da min frustration var højest var der en riffel billigt til salg (som ved efterfølgende kontrolskud naturligvis viste sig at skyde hul-i-hul og absolut intet fejle.

Efter ca. 2 timer kom vi ind på en større rudel med ca. 40-50 dyr - her i blandt 3 hjorte, der brølede deres lyster ud over bakkerne. Men som vi hurtigt blev klar over, var dyrene uhyggeligt opmærksomme og nervøse (vi var så det sidste hold til hjortejagten - og om det kan have været medvirkende til at dyrene var så agtpågivende, kan godt tænkes). Vi krøb, bakkede, ventede og gjorde os alverdens anstrengelser for at komme på skudhold - blot for at opleve at da vi næsten var der, ville dyrene ikke lege med mere og begyndte at fortrække.

David fik mig dirigeret hen til en sten og jeg fik besked på at "shoot the stag behind the rock" - hvilket var lettere sagt end gjort. Dels var der nu bevægelse i dyrene, dels var der altså flere klipper og flere hjorte. Så lidt panik på, hvilket betød at jeg lavede 3 klokkerene forbiere på en hjort ude på 270 m. Og så var dyrene væk og vi stod slukøret tilbage. David havde fulgt med i kikkerten og var 100% sikker på jeg ikke havde ramt. Der startede min frustration over egen præstation - og det skulle blive værre.

For at være sikre på, der ikke lå et anskudt dyr, fulgte vi flokken ca. 5 km. 2 gange undervejs kom vi tæt på men begge gange blev vi opdaget og efterladt.

Vi endte med at gå hele vejen tilbage og ned af bakken for at ende i et vandløb, som vi så fulgte op af bakke igen. Godt 1½ time efter første skudsalve lå vi så med føder og knæ vi en rinde bæk (koldt !) og med samme flok inden på 240 m. Denne gang  ingen panik og der var tid til at finde den rette hjort (ikke den store flotte royal til venstre, men en flot 8-ender til højre, blev David ved med at fortælle mig :o). Det skulle være et let skud - og jeg skød forbi igen.

Det satte gang i flokken, men "min" hjort (der absolut intet fejlede !) skulle efter ca. 40 m lige tjekke, hvad det var for noget mærkeligt, der skete. Her leverede jeg så dagens 5. forbiskud - godt oppe at køre og vred og frustreret over min pludselige manglende evne til at ramme (har skudt vildt på disse afstande før ligesom jeg på Ulfborg har ramt på 600-meter banen).

Noget "tomme" kunne vi så se flokken fortrække og David mente, at nu skulle vi vist lige have tjekke den riffel (han er ikke uden pædagogiske evner).

Meget, meget lang tur tilbage, hvor jeg ikke sagde mange ord. David berettede derimod om alle de jægere, han havde guidet med samme problemer - det meste var nu nok opfundet til lejligheden, for at få klientens morale lidt op. Det hjalp ikke !

Nede fra bakken/bjerget igen, taler David og Peter så om en meget stærk 8-ender, de uden held var gået efter med flere af de forrige jægere. Og da denne hjort plejede at holde til i nærheden af hvor vi skulle kontrolskyde min riffel, kunne vi jo lige se om den "var hjemme". Og det var den !

Herefter en kort men ganske besværlig pürsch gennem granskov, mose, afvandingskanaler og gammelt pigtråd, frem til et enligt træ midt ude i terrænet. Herfra kunne vi lige skimte 7 dyr, og David bekræftede at det var netop denne hjort de havde jaget så længe. Uden tiltro til egne evner/riffel, fik jeg fundet en halvt stående, halvt knælende skydestilling, hvilket ikke var gået forbi dyrenes opmærksomhed, hvorfor det var 7 meget intense dyr, der kiggede direkte på os da jeg endelig var klar. Men denne gang lykkedes det og efter ca. 40 m. forendte hjorten midt i sit rige.

Oh hvilken befrielse og jubel. Havde David været lidt yngre og mindre mandig, havde han fået en smækkys - i stedet blev det til skulderklap og lettelse hos os begge. Hos mig fordi dagens 6 (!!) skud, endelig ramte plet og hos David fordi denne håbløse jæger endelig havde lidt held.

Fremme ved hjorten kunne vi konstatere at den havde snydt David - for det var en meget stærk og kraftig 12-ender !

SÅ var vi med igen og dagens mareridt på afstand.

Onsdag var det så knægten og jeg, der startede dagens bjergmaraton i hælende på David. Og efter 1½ time fører David min søn til en flot, yngre hjort (som knægten selvfølgelig nedlægger med 1 skud - så kan hans gamle fra lære det).

Dette var Ebbes første højlandshjort (har tidligere skudt både råbuk, vildsvin og krondyr) og det blev behørigt "fejret" med "lidt rødt til kinder og pande".

Vi mangler nu kun 1 hjort til mig - men gårsdagens mange forbi skud sad stadig i mig, hvorfor jeg inden i mig selv havde besluttet, at kom der ikke skudchance til mig denne dag, sluttede jagten der og vi ville alligevel have fået mere end hvad vi kunne forvente.

Men David er mand for opgaven - godt 2 timer senere har han ført mig til en enlig hjort, som han flere gange har "talt med" via hjortebrøl. Også denne hjort falder i skuddet - og fremme ved dyret, kan jeg konstatere at denne tur har givet mig ikke én 12-ender men to !!. En ligeså flot, stor skotsk højlandshjort, der i hvad den mangler i masse i forhold til den første så har kompenseret i omfang.

Resten er kun hårdt arbejde og ømme ben !

Så turen gav: masser af motion (kan skal være i rimelig form for at få det optimale af dette terræn), masser af natur, dejlige mennesker, 4 hjorte, hvoraf de 2 er i (for mig i hvert fald) særklasse - og stor lyst til at komme igen.