
Guldbuk fra Polen Aug 2025
Flemming tog en frisk beslutning og tog med Steen Holsts ”minibustur” til Polen med 6 andre medjægere. Det blev en god beslutning og Flemming nedlagde hans livs buk, en flot guldmedalje buk.
Holdet nedlagde tilsammen 38 bukke og der var rigtig mange flotte bukke imellem.
Flemming har lavet sin egen fine beretning fra turen med hans oplevelser fra bukkejagten.
Læs med her:
"bukken rejser sig og……. "
Jagten på den store buk.
Med et liv bestående af jagt fra min fødsel til i dag, hvor jeg har rundet de 61, var det tid til at prøve noget nyt.
Jeg havde 2 grunde til at køre fra Vestsjælland til Kolding og hoppe på en bus til Polen bestående af 6 personer, jeg aldrig havde mødt før. At møde nye mennesker i stedet for altid at tage af sted med gode jagtkammerater.
Næste grund var, at jeg som jagtarrangør af fuglejagter i Danmark og Sverige, trængte til ikke at have ansvaret for gruppen i bussen, hvilket jeg skal have 30 gange i den kommende jagtsæson.
Turen gik til nær Lodz i det sydlige Polen i brunsten.
Jeg fik min stalker udpeget om aftenen ved ankomst og vi startede jagten næste morgen i flot vejr og terræn.
Mit mål var at skyde 3 bukke og gerne en stor i medalje klassen.
Vi møder hurtigt en fin seksender på en mark, men jeg vurderer den ikke opfylder mine kriterier til afskydning. Efterfølgende kører vi rundt og ser en del bukke, men vender til sidst retur til marken med seksenderen. Jeg finder dog en bedre buk langt ude på en hvedemark, det skal siges, at der næsten intet var høstet på dette tidspunkt. Jeg vælger at gå direkte på bukken, som går med en rå. Efter en lang pürsch lykkedes mig med at skyde bukken på halsen fra front på ca. 75 meters afstand. En fin buk på ca. 100 point.
En meget spændende oplevelse.
Om aftenen havde jeg flere potentielle medalje bukke for, men vurderede dem til ikke at være store nok. Min stalker vælger at køre til en mark, hvor han siger, der går en medalje buk. Vi parkerer bilen og skal igennem en række birketræer og lidt vand, så står vi på marken. Vi ser med det samme en rå stå ca. 100 meter fra os og ved siden af hende ligger en buk. Hurtigt kikkerten op og ja den er sgu bare i orden den buk.
Wiperen sættes op og jeg sigter på bukken liggende, men vil ikke skyde, før han rejser sig. Det pives med kaldet og bukken rejser sig og……. vender røven til …..
Herefter stikker han snuden i røven på råen og løber efter hende uden at stoppe….. Øv eller var det nu det, for det havde været for nemt at skyde denne buk så hurtigt.
Vi bevæger os rundt om marken for at møde bukken et andet sted. Vi ender ved et hegn, hvor jeg møder en anden buk også i medalje klassen, som jeg bliver anvist til at skyde.
Men den anden var større, så jeg takker nej og siger vores fokus skal være at finde denne igen.
Marken har et stykke uhøstet rug og stubmark på begge sider. Jeg ser 2 råer passere stykket uden bukken og han må derfor stadig være i området. Jeg sender stalkeren op for enden af marken evt. for at støde bukken mod mig. Men han kommer retur og siger, at den nu går med 2 nye råer, der hvor han lå fra start. Okay .. det er ved at blive mørkt, så jeg har kun en chance og det er at gå direkte over stubmarken og ind i rugen. Jeg kan ikke se bukken, men skal koncentrere mig om ikke at larme i rugen.
Pludselig kan jeg se brune kroppe ude på den anden side af rugen og sætter skydestokken op, hvilket ikke er nemt i rug. Riflen op og ja så løber dyrene og jeg kan ikke afgive skud…
Videre i rugen og igen kan jeg se dyrene bevæge sig. Op med skydestokken igen og riflen klar, nu kan jeg se bukken gennem rugen og halsen er fri. Jeg kigger bagud og min stalker står 25 meter bag mig, som jeg får til at pive med sit kald. Bukken, som er meget interesseret i råen, stopper op og jeg lader skuddet gå og bukken forsvinder i kikkerten. Afstanden var kun 60-70 meter, så det hele var meget intenst, lige som jeg havde ønsket mig, det skulle være. En flot reguler seksender, som er opmålt til 145,25 point, ligger forendt på stubmarken.
En kanon oplevelse efter den store gamle buk, kampen ham og mig mod hinanden, men han med tankerne et forkert sted og det blev hans død.
Brunsten kan bare noget…
Den tredje og sidste buk var en meget høj men ung buk.
Kort fortalt startede vi med at spotte den, men stalkeren gik for hurtigt frem og chancen forpasset. Vi vender dog tilbage senere på aftenen og hvis bukken ikke havde flyttet sig, ville den stå i et stykke majs.
Jeg placerede mig på den ene side og bad stalkeren fokusere på den anden side og kalde på mig, hvis han så bukken. Efter 5 min. kan jeg se, han vifter efter mig og jeg bevæger mig mod ham og går ind i kanten af majsen. Jeg ser med det samme, at bukken kommer løbende og får sat skydestokken op og er klar til skud. Bukken har set min stalker og stopper op, skuddet går og bukken løber. Han stopper op efter 30 meter i en kornmark og jeg er klar til skud igen. Jeg kan sen at han står usikkert på benene og falder baglæns over og er død med en perfekt bladkugle. Spændende og kort oplevelse men med den rette plan.
Rig på oplevelser med nye bekendtskaber og flotte trofæer især min stærke guldbuk.
Tak til Gamekeeper & Buhls Jagtrejser for at levere endnu en gang.
Knæk & bræk til alle.
Med venlig hilsen
Flemming Skovbjerg