Bronzebukken efter 90 minutters pürsch

Det var en af de morgener, man aldrig glemmer. Den 10. maj 2026 gik jeg på jagt sammen med præsidenten for jagtklubben, og luften var kølig, klar og fuld af forventning.
Vi var taget ud for at pürsche, og allerede tidligt fik vi øje på ham: en flot buk, langt ude i terrænet, næsten 800 meter fra os. Selv på den afstand stod det klart, at det var en buk, der fik pulsen til at stige. Fra det øjeblik begyndte en intens og lærerig jagt, som skulle vare de næste 100 minutter.

Tre gange arbejdede vi os dygtigt ind på skudafstand. Tre gange troede vi, at nu var øjeblikket der og jeg havde fingeren på aftrækkeren. Men hver eneste gang valgte bukken, ledsaget af tre flotte råer, roligt at vende os bagsiden til og spadsere væk. Der var ingen alarm, ingen panik og ingen tydelig uro i dyrene. Det var næsten det mest fascinerende ved det hele: den samme rolige reaktion igen og igen, som om bukken hele tiden havde et lille forspring og nægtede at give os den chance, vi ventede på.
Så snart han havde trukket sig lidt væk, satte han pludselig i en god kort spurt mod et nyt hegn, og så måtte vi begynde forfra. Vi krøb, vi kravlede, vi stoppede op, læste vinden og terrænet og forsøgte hele tiden at tænke et skridt foran ham. Det var ægte pürschjagt, hvor både tålmodighed, list og fysik blev sat på prøve.
Da bukken for tredje gang trak væk fra os mod nord, lyste præsidentens ansigt pludselig op og han pegede fyldt af glæde mod øst. Han havde gennemskuet det! Hvor vi tidligere havde fulgt gruppen, skiftede vi nu strategi fuldstændigt. I stedet for at gå efter dem satte vi i højt tempo mod øst - så hurtigt, at sveden drev af os begge. Først flere minutter senere forstod jeg logikken, da jeg fik øje på det høje vildthegn.
Bukken kunne ikke fortsætte frit, men måtte følge hegnet og dermed komme forbi os. Planen var enkel, men genial. Og den virkede. Lidt efter så vi bukken komme fra vest langs hegnet. Nu havde vi ikke bare vinden med os; vi havde også den skønne morgensol i ryggen, så han samtidig blev blændet.
Da øjeblikket kom, stod han dér, og jeg fik anlagt riflen i stående skydestilling på skydestokken. Afstanden var 164 meter. Skuddet gik, og denne fantastiske bronzebuk på hele 436 gram blev endelig nedlagt. Efter 100 minutters intenst arbejde, tre mislykkede forsøg og en pürsch fyldt med krybe og kravle, sved og spænding lykkedes det til sidst.

Det var ikke bare en vellykket jagt, men en kæmpe oplevelse - en af de jagtmorgener, hvor natur, strategi, samarbejde og respekt for vildtet går op i en højere enhed.  En oplevelse, jeg vil bære med mig i mange år fremover.

En stor tak til teamet fra Gamekeeper & Buhls Jagtrejser, som vi har rejst med en del år, til vores store glæde of fornøjelse…
Tak Søren og Ulla
Kh. Anders