Beretning fra Gamekeepers testjagt på elg

Vi var 3 forventningsfulde jægere Paul, Tai og jeg selv som mødtes i Kastrup lufthavn og herfra fløj vi til Helsinki og videre til Rovaniemi hvor Erkki stod og ventede på os. Rovaniemi er beliggende ved polarcirklen og vi havde endnu 2,5 times kørsel nordpå til jagtområdet.

Teltcampen lå vidunderligt i skovkanten og vi havde udsigt til et stort sumpområde. Det var vist nærmest noget sådant vi alle havde drømt om at opleve, en rigtig vildmarksjagt. Vi blev mødt af jagtlederen Herkki og hans hustru Tina, der var campens kok. Vi fik straks udleveret gaver bestående af et traditionelt laplandsk krus udskåret af træ, samt et snapseglas med motiver af elge og med en velkomstdrink af rom var vi klar til en uge med jagt.

Vi blev indkvarteret i nogle militærtelte, hvor der i midten var en mindre ovn, som gav os lidt varme om aftenen og om morgenen.

Vores jagtførere Tonni og Simo kom lidt senere og vi tog straks på aftenjagt, hvor vi sad på anstandsjagt indtil det blev mørkt.

Tonni og Simo var nogle super gode og ihærdige jagtførere og de kæmpede for at vi skulle nedlægge nogle store elgtyre.

De første par dage havde vi hver en jagtfører og en elghund. Jagten foregik ved, at man slap sin elghund og så gik bag hunden. Nogle af hundene havde et kort søg på 200-300 m, mens andre bare gik deres egne veje og kunne være flere km væk. Alle hunde havde 1 eller 2 gps halsbånd på. Når så hunden havde fundet en elg begyndte den at gø, hvilket man kunne se på gps. Gps viste hvor mange gange hunden gøede i minuttet.
Når så hunden havde fundet en elg ventede vi ca. 1 time indtil elgen var faldet til ro. Dvs. at elgen ikke var bange for hunden, men bare stod og betragtede den.
Nu begyndte den svære pürsch og flere gange kunne hunden ikke ”holde” elgen og den kunne løbe flere km inden vi igen kunne optage jagten. Det lykkedes dog flere gange at komme tæt på elgen, men de er jo ret kloge, så de stillede sig altid i det tætteste buskads uden mulighed for skud. 2 gange var Tai inde på 20 m uden at kunne afgive skud.
I nogle af områderne var der mange ”tamme” rensdyr, som ejes af de lokale. Vi brugte både lokale elghunde og hunde fra det midterste Finland. De lokale hunde vidste, at de ikke skulle gå efter renerne, men hundene fra det sydligere Finland gik nogle gange efter renerne, så efter en spændende pürsch kunne man godt blive lidt skuffet når man kom frem til den halsende hund og opdagede, at den havde stillet en stor renbuk. Hunden var stolt og jægeren skuffet – Ja det er ikke nemt.

Allerede på anden dagen på aftenens pürschjagt havde Paul en god chance til en stor elgtyr og fik afgivet et ok skud. Vi kunne ikke finde noget Schweiss, men det er jo heller ikke givet med et så stort dyr. Hunde blev sat på søg, men der var ingen spor af elgen. Det viste sig senere at Pauls kugle havde ramt en gren, så kuglen var øjensynligt aldrig nået ud til elgen. Ved eftersøgningen fandt en af de lokale en stor kastestang fra en elg, nøjagtig i det område hvor Paul skød til elgen. Paul fik kastestangen fra ”sin” elgtyr og har det som et evigt minde fra øjeblikket, hvor han havde sit livs chance til en stor skandinavisk elgtyr.

Sådan gik dagene med at slippe hundene og vente på, at de fandt nogle elge. Vi brugte faktisk meget tid på, at studere gps skærme og det var uden tvivl den optimale mulighed for at finde elgene, men måske lidt kunstig jagt. Det var bemærkelsesværdigt hvor dygtige og ihærdige hundene var. De kunne følge elgene næsten så længe det skulle være, men alligevel så kunne deres ejere kalde dem til sig når det blev mørkt.

 

Personligt havde jeg 3 konkrete jagtoplevelser:
Tonni, Paul og jeg kørte ud til et sted i skoven, hvor der fra sidste år skulle ligge knogler og trofæ fra en stor elgtyr, som blev nedlagt i forrige sæson. Jægeren havde ikke taget geviret med hjem, så det kunne vi jo lige så godt hente. Mange af de lokale jægere er kød jægere og ikke trofæjægere.
Da vi er på vej ind i skoven hører vi Tervo´s Lajka gø. Den er vel ca. 400-500 m. væk. Tai og Simo har lånt Tervo´s hund og går efter hunden og elgen. Hunden er helt tosset og bevæger sig op imod os. Vi bliver enige om, at stille for og se hvad der vil ske. Jeg bliver stående og Toni og Paul går lidt længere ind i skoven. Jeg selv går lidt længere frem, så jeg har et bedre skudfelt. Elgen og hunden kommer nærmere og nærmere og jeg kan høre elgen og dens skovle mod træerne. Jeg er helt klar og jeg står perfekt, fortsætter elgen vil den komme lige ud i hovedet på mig og jeg og min Sako er parate. Tror ikke, at elgen er mere end 50 m væk da den desværre drejer fra og går op mod vejen, hvor vi kommer fra. Den har sikkert kunne lugte vores fært, da vi gik ned i skoven. Nu lyder der 3-4 hurtige skud og så bliver der stille. Det viser sig at det er Tervo, den lokale finne som har nedlagt elgen. Det var jo ikke lige meningen! – Det var sku lidt for dumt og gav en akavet og dårlig stemning både blandt os danskere og de andre finner. Alle de lokale bar rifler, hvis de skulle hjælpe os med en anskydning el. lign, men det havde aldrig været meningen at de skulle hjælpe os med at nedlægge tyrene. Tervo´s jagtinstinkt tog vel over og jeg tror ikke, at han tænkte over det i situationen og det var i hvert fald umuligt, at få liv i elgen igen. Nå, men jeg er sikker på, at efter et stykke tid vil vi alle grine af situationen. En super flot elgtyr, lige sådan en som vi 3 danskere havde drømt om.

Den anden situation var tjurjagt med haglbøsse. Det varede ikke længe før de første lettede. De sad i træerne og man skulle virkelig være hurtig for at få en skudchance. Det lykkedes mig, at skyde forbi en enkelt. Simo skød en enkelt, så jeg i det mindste kunne se denne flotte fugl.

Den eneste af os 3 danskere der nedlagde en elg af var rejselederen fra Gamekeeper nemlig mig selv. Det ville selvfølgelig havde været bedre, hvis Paul eller Tai havde nedlagt den, men chancen kom til mig og jeg er rigtig glad for den store oplevelse.
Tonni og Tai gik med hunden mens Paul og jeg blev sat på post vel ca. 3-4 km fra hvor de slap hunden. Det var jagtlederen Herkki som tog mig ud til en stor lysning hvor jeg fandt mig en fin træstub at sidde på. Herkki gik tilbage til bilen og fik sig en morfar. Vejret var vidunderligt, solen skinnede og hvor var det skønt at sidde med riflen i hånden, nyde landskabet og filosofere over begivenhederne igennem de seneste par dage. Alt havde været anderledes i forhold til mine mange jagtture til Polen.
Efter ca. 1 times tid mente Herkki at vi skulle bytte plads til et skovvej, hvor chancerne også var gode.
Vi flyttede os og der gik ikke længe før, at jeg syntes at jeg kunne høre hundeglam i det fjerne og det kom nærmere. Lyden kom tættere og tættere på, så spændingen steg. Herkki sagde at vi var på et perfekt sted fordi vi stod på en slags tange, hvor elgene gerne ville igennem. På begge sider af tangen var der moseområder med dyb sump, som elgene helst ville undgå. Jeg lå på vejen og var klar, hvis elgen skulle komme, vi vidste endnu ikke hvad det var, en stor tyr måske, ja drømmene var der allerede!
Herkki mente, at vi skulle flytte 100 m ned af vejen for der var der en slugt hvor vi kunne kigge både til højre og venstre. Vi var dårligt kommet ned til nye sted før Lajkaen holdt op med at gø og så sagde Herkki nu er du klar, for nu flytter elgen sig. Der gik ikke længe inden Herkki så en stor elg til venstre for os inde på myren inde i mosen. Vi spurtede af sted ind mod mosen og efter ca. 50 m så vi en ko i fuld trav hen igennem vådområdet, ikke nogen tyr, men efter koen kom en fin kalv, som jeg gerne måtte skyde. Afstanden var vel ca. 120 m og jeg fik afgivet et skud og der var tydeligt kugleslag og den stoppede brat. Jeg skød igen og igen var der kugleslag, men kalven fortsatte væk fra os uden mulighed for et fangstskud. Vi fandt hurtigt kalven, som fik et fangstskud. Sikke en oplevelse, alt havde været som i de youtube film, som inden afrejse havde skabt mine drømme om en stor elgtyr. At den så ikke havde noget trofæ var faktisk ikke vigtigt. Det var elgen, jagten, menneskerne og de nye omgivelser som gav mig en fantastisk jagtglæde. Der gik ikke længe før Paul og Tai dukkede op og de var på mine vegne  meget glade for elgen og lykønskede mig med den.
Sjovt nok var det første gang i løbet af ugen, at jagtlederen Herkki deltog i jagten og så havde han succes med det samme og nu skulle de andre i jagtlaget høre om det de næste par år og det var de vist lidt trætte af. Erfaring er aldrig nogen dårlig ting, når det gælder jagt. Mine første 2 skud sad for langt tilbage, men finnerne var glade, for der var jo ikke nogen skader på det dyrebare elgkød, hvilket betød meget for dem.

Der skete ikke rigtig mere de sidste 2 jagtdage og dagen inden flyafgang fra Rovaniemi tog vi til et hotel, hvor vi fik et velfortjent bad og godt og solidt måltid mad.

Vi diskuterede turen igennem og blev enige om, at vi havde haft en rigtig god vildmarkstur og med lidt held kunne vi godt have haft et par store elgtrofæer med i bagagen. Jeg personligt var glad for, at jeg haft 2 så positive jægere med på turen og at de gav aldrig op.

Med enkelte ændringer kan jeg anbefale turen til jægeren, som vil have muligheden for at nedlægge en kapital skandinavisk elgtyr.

Nogle af de ting der skulle ændres ville være en mindre camp hvor man udelukkende boede sammen med jagtførerne. Dette for at skabe mere ro og mere jagtlig stemning. Der skal være mere styr på hvilke hundeførere og hvem der kommer og med hvilke hunde. Gode hunde er utrolige vigtige hvis denne jagt skal være en succes. Der skal være meget store områder til rådighed, hvis 3 jægere skal jage i 6 dage. En elghund kommer langt omkring og kan på bare en dag dække et kæmpe areal.

En stor tak skal lyde til hunde- og jagtførere som kæmpede for os.

De 2 største diskussionsemner var om julemanden bor i Rovaniemi i Finland eller på Grønland. I Rovaniemi er der nærmest bygget en hel industri op om julemanden. Derudover diskuterede vi om finsk kogekaffe var det bedste i verden. De var i hvert fald stolte af deres kogekaffe.

Vi fik også en lille god historie fra det politiske liv i Finland. Den meget kendte finske præsident Kekkonen havde en gang et møde med den russiske præsident Bresjnev. Kekkonen forespurgte Bresjnev og man kunne finde en løsning, så Finland kunne få de landområder tilbage, som de mistede ved afslutningen af 2. verdenskrig. Bresjnev var hurtig og meddelte, at man da bare kunne fjerne grænserne. Kekkonen tænkte lidt over det og takkede Bresjnev for forslaget, men sagde så, at han desværre måtte takke nej til forslaget fordi han ikke mente, at han havde kræfter til at styre et så stort land fra Skandinavien til Asien.
Denne historie fortæller ret godt om finnernes selvforståelse.

Finlandsturen var udbyttemæssigt ikke den bedste jagtrejse, men bestemt en tur som jeg gerne ville gentage. Jeg husker den i hvert fald bedre end mange andre ture også fordi den var så anderledes.