Vildsvin på foderpladsen

87-årige sprinter/jæger løber efter vildsvin

Erik Madsen er en inkarneret jæger, der altid forbereder sig minutiøst til sine velfortjente jagtrejser.

Tomek griner lidt, og jeg tænker - sikke dog en start, hvad tænker den unge skovmand?

Erik Madsen

87 årige sprinter/jæger løber efter vildsvin.

I foråret 2022 sendte jeg en anmodning til Kenneth Banke fra Gamekeeper & Buhls Jagtrejser: "Du har en bukketur i maj til Polen. Jeg har skudt de bukke jeg ønsker, men er inkarneret vildsvinejæger. Kan det lade sig gøre, at tage med bussen og udelukkende gå efter vildsvin?" Dagen efter lå svaret: "Kære Erik, jeg har forespurgt på et naborevir til et af vores bukkerevirer. De vil godt tage dig på vildsvinejagt!" "OK - jeg hopper på bukkebussen i Kolding."

1 måned efter sidder jeg foran hotellet ved byen Chodziez og er klar til at gå i krig med de polske vildsvin. Afventer min jagtguide Tomek, som skulle være ekspert i at finde grisene på det store jagtrevir. En mindre firehjulstrækker dukker op og ud kommer den 34 årige Tomek. Veltalende jagtguide med fremragende engelsk, så på vej mod reviret går samtalen rigtig fint. På trods af aldersforskellen er vi straks på talefod. Specielt sport er en fælles interesse. Tomek er vild med fodbold og jeg hælder mest til tennis og atletik. Han forventer, at jeg primært vil sidde i tårn, og at vi kun skal være ude til 22.30. Han finder hurtigt ud af, at jeg er indstillet på lang natjagt. Vi skyder begge med kaliber 308, så han tilbyder mig at låne hans riffel med termisk udstyr, hvis fuldmånen ikke er god nok. Jeg har en Pard 007, som jeg kan klikke på riflen.

Vi starter i et højt skydetårn med udsigt til langt foderspor. Ingen grise, men underholdning af kronhind som hele aftenen fouragerer i nærliggende hegn. En mårhund langt ude har travlt med at guffe majs i sig. Mørket sænker sig. Vel nede går vi op mod bilen. Tomek kigger tilbage og siger, der er 2 grise nede ved tårnet. Hurtigt tilbage - anlæg! - højt klik siger mig, at der ingen kugle er i kammeret. Utrolig begynderfejl - men vi får en kugle i kammeret, men det er for sent - grisene har hørt os. Tomek griner lidt, og jeg tænker - sikke dog en start, hvad tænker den unge skovmand? "Gammelt fjols - ham får jeg problemer med" !! Nu buldermørkt på sporene inde i skoven, men 1 time senere har skytten spottet flere vildsvin langt nede på et spor. Hurtig trav ned mod grisene. "Skal vi holde en pause?" "Nej, jeg er lige bag dig og har stadig luft til at skyde!" Anlæg i skydestok og finder en mindre gris - skuddet går. "Den tog kuglen! men gik i skoven". Blodspor og 30 m inde lå min første gris en 28 kg üerlaufer. Så er vi i gang.

De næste 3 aftener - nætter forløber dels i skoven på foderspor eller ude på markerne, hvor månen giver gode muligheder. "Jeg er ikke interesseret i at skyde keilere, idet jeg har 5 stk hjemme på væggen i min lille lejlighed i Skive!" "Det kan være svært i mørket, men jeg forsøger at undgå de store med dyre tænder ud af munden" siger skytten med et smil. Næste aften purcher vi længe ud over store marker med raps. "Nu kan vi ikke komme tættere på, der er 150 m ud til enlig gris, som er på vandring. Skyd, når den står godt for dig!"  Endelig stopper grisen, og jeg slipper kuglen. Griser sprinter afsted mod skoven, men efter 100 m rigtig flot sprint - triller den om i rapsen, lige inden jeg vil forsøge med et skud til den løbende gris. Fremme ved grisen lyser de hvide tænder op - så skal jeg alligevel op med den store pung! Hvor heldig kan man være, da vi vender grisen kan vi se, at den anden tand er brækket. Lettelse hos begge jægere - afhentning af keileren på 69 kg.

Dagene går og snart skal bukkebussen hjem mod Danmark. Sidste aften kører vi ud til chefen for distriktet til protokolskrivning og kaffe. 6 grise er faldet, og hvad der var endnu bedre. Lederen af distriktet var så glad for resultatet og den rimeligt gode skydning. "Har du lyst til at besøge os igen næste år?" Jeg takkede og sagde, at forudsætningen var at jeg igen kunne gå med Tomek. Det mente han godt kunne lade sig gøre.

Bukkebussen blev dagen efter fyldt med glade bukkejægere og rygtet gik hurtigt. "Ham den gamle 86 årige har skudt 6 grise på natjagt!" Respekt og sjove bemærkninger - "Ja selvfølgelig - han er jo tidligere dansk mester i sprint, så han løb dem op!" sagde en atletikkyndig i bussen, der havde genkendt mig.

Året 2023 - Kenneth Banke havde sikret os området i påsken, hvor der var fuldmåne. Jeg havde fået 2 venner med på turen - Børge Nissen, skovfoged fra Kerteminde og skovfoged Verner Lauritsen fra Lejre, sidstnævnte ville gerne prøve de polske grise. Tomek havde bekræftet, at han var klar til endnu en tur med den nu 87 - årige jæger!

Turen gik nu den lange vej over Sjælland med Rødby - Rostock overfarten som blev vejen til Polen. Desværre fik Verner konstateret Corona dagen før afgang. Ærgerligt for den sjællandske skovfoged, som havde glædet sig til at prøve kræfter med de polske grise. Havde tidligere jaget vildsvin i Sverige.

Vel fremme ved færgen Rødby - Rostock kunne vi spise morgenmad sammen med min søn Frank, skytte på Raadegaard gods og skytte Arne, skytte på Lekkende gods. De 2 skytter har haft en årlig tur efter vildsvin gennem rigtig mange år. Hidsig diskussion på færgen om brug af termisk udstyr. De 2 skytter sagde "Vi er en uddøende race, der kun vil jage på måneskin uden brug af lysforstærkende midler". Jeg var helt afklaret. Når jeg ikke kunne se grisene mere med min riffel, så ville jeg gerne låne Tomeks riffel med termisk udstyr. Børge var i tvivl. I Rostock skiltes vi, idet de 2 skytter skulle på et revir de tidligere havde besøgt med gode erfaringer.

Fremme ved revirets jagthus blev vi indkvarteret. Stedet var lige midt i det store revir og rigtig godt med udsigt til skov og dåvildt. Gode værelser og dejlig mad serveret af husets frue, som boede oppe på 1. salen sammen med manden Jakob og deres 2 børn. Børge skulle primært gå med Jakob og jeg med Tomek. Vi var 1 måned tidligere, end jeg havde været året før, så fodring med majs på fodersporene startede først nu på reviret. Det blev en større udfordring, idet vi dermed primært skulle skyde grisene ude på markerne. Jagtrytmen var, at vi blev afhentet kl. 19.00 og de første timer var vi i tårn, hvor de forventede, at der kom grise ud. Kl. 21.30 var vi hjemme ved indkvarteringen til spisning en halv time, hvorefter vi så kørte ud til områder, hvor de mente der var muligheder. Termiske spottere blev flittigt brugt, og når der var observeret vildsvin, så startede den ofte lange tur langs med bevoksning frem mod et rimeligt skudhold. Nogle gange lykkedes det, mens andre gange var grisene forsvundet inden vi nåede frem. En enkelt gang var det den store bestand af dåvildt på reviret, der trak grisene af marken. Andre gange var det en rotte vildsvin, der var på vandring og som vi måtte opgive at følge over markerne.

Den første nat skød vi begge 1 vildsvin hver. Men da Tomek og jeg kravlede ned af tårnet, hvor vi havde afsøgt en eng til det blev mørkt. Nede af tårnet blev Tomek stående, og så endnu en gang ud over engen. "Der er aktivitet derude, men jeg kan ikke se, hvad det er! hviskede han. 2 mårhunde siger han så, vil du forsøge dem?" Helt sikkert svarede jeg - afstanden er 110 m kan jeg se i min kikkert!" Anlæg på Viper Flex og konstaterer, at mårhundene er i konstant bevægelse. Men på et tidspunkt har jeg hold på den største og slipper kuglen. " Down siger Tomek, men den anden er der stadig - tag den med". Det lykkedes så ikke, men ude ved mårhunden konstaterede han glædeligt, at det var en stor hun. Den anden var dens unge. Jeg kunne så fortælle ham, at det var min første mårhund, selv om vi havde rigtig mange hjemme i Jylland, så havde jeg ikke haft chancen. 1 time senere faldt så min første lille gris.

Dagene går jo hurtigt, når det er en jagttur. De 4 nætters jagt var snart slut. Vi var nået frem til sidste nat inden hjemrejsen. Status var, at Børge havde nedlagt 5 vildsvin og jeg havde skudt 3 stk. og så min mårhund. Måneskin havde været rigtig godt den 1. nat, mens nat 2 og 3 havde været mere med drivende skyer. Nu var det sidste nat, og det var sidste dag før hel fuldmåne, så det tegnede godt. Dagen før havde Tomek og jeg ledt rigtig meget efter den rigtige gris. Men 3 gange havde vi konstateret at de grise vi fandt var store enlige keilere ude på markerne, og jeg havde rystet på hovedet når han spørgende spurgte, om jeg var klar til at ringe hjem til Spar Nord og spørge, om der var penge på pensionistkontoen til en keiler! Sidst på natten var der så endelig gevinst - også med en enlig ret stor gris i skovkanten. Den lange tur endte med at jeg skød den på 95 m og fremme lå en uberlaufer på 58 kg.

Men nu var det sidste aften og Tomek havde travlt. 3 grise blev skudt i løbet af 3 timer. Den mindste ude på engen, hvor jeg havde skudt mårhunden den første nat og de 2 øvrige faldt inde i skovlysninger, hvor månen kunne komme ned. 3 grise på hans stativ bag på 4 hjulstrækkeren gjorde, at han listede hjem til slagtehuset. Færdige med at veje og hænge i kølehuset dukkede Børge op med sin nye fører Martin. De havde 2 grise med på stativet.

Inde i jagtstuen blev grisene ført til protokols, og vi nød lidt at drikke inden vi gik på værelserne for at starte pakningen, inden turen næste morgen gik mod Rostock. Vi kunne skåle og konstatere, at vi havde jaget på et godt revir og set rigtig meget andet vildt - specielt var vi imponerede over dåvildtstammen, men vi havde begge også set meget kronvildt og råvildt. Børge fik så 7 vildsvin, mens jeg fik 6 stk. og en mårhund. Tomek sagde: "Erik vi slog rekorden fra sidste år med 1 dyr mere, så håber du kommer igen næste år!" Takkede for tilliden, men mindede ham om, at jeg jo så var 88, så måtte jeg se om kroppen sagde ja til endnu 4 strabadserende nætter i det mørke Polen.

På færgen mod Rødby mødtes vi så med vores 2 jagtvenner - Verner og Frank. De var høje af succes, idet de havde nedlagt henholdsvis 9 og 10 grise på deres 4 nætter i den flotteste fuldmåne. Det var rekord for de 2 herregårdsjægere, som fra starten havde fortalt deres polske jægere, at de ikke ville bruge det tilbudte termiske udstyr. Vi havde dyb respekt for deres indsats, og de havde da også genbestilt reviret til næste år. Børge havde den sidste nat insisteret på ikke at bruge den Pulsar, de tidligere havde monteret på hans kikkert. Jeg havde skudt min 58 kg gris på 3. nat uden Tomeks termiske, der gik i stykker på vej ud. Så alt i alt blev det gode ture for begge hold.

Den lange tur fra Rødby til Skive blev påbegyndt, men 1 nat i Kerteminde blev nødvendig for ikke at tage nogen chancer. Der skulle jo gerne være plads til mange spændende ture med riflen de næste mange år. Tak til Gamekeeper & Buhls Jagtrejser og Kenneth for at have fundet et revir, hvor der stadig var mange grise. De skød de sidste år 500 grise på reviret!

Med jægerhilsen
Erik Madsen.
Skive.

Relaterede rejser

Se alle vores rejser
Potentielle vildtarter:

5 dage total

4 jagtdage

DKK  8.750
pr. person

5 dage total

4 jagtdage

DKK  6.890
pr. person
Potentielle vildtarter:

5 dage total

4 jagtdage

DKK  7.400
pr. person