Pyrsch i Polen, en forårsjagt med store forventninger:
Af Casper Skødt Nielsen
Det var tidligt om morgenen, da min jagtkammerat Henrik og jeg mødtes på min privat adresse kl. 05.45. En stærk dobbelt espresso blev hurtigt indtaget, og med madpakken i hånden rullede vi af sted mod Polen. Klar til ni timers kørsel og et par dages jagteventyr. Forud var gået grundig planlægning og forberedelse, som det sig hør og bør for enhver seriøs jagtrejse.
Turen sydpå forløb næsten uden problemer. Næsten. Henrik var overbevist om, at hans lokalkendskab overgik enhver GPS. Det kostede os en halv times ekstra kørsel, men til gengæld fik vi set nogle imponerende bygningsværker undervejs. Stemningen i bilen var god, forventningens glæde hang tykt i kabinen.
Ankomst og afstemning:
Ved ankomst til jagtslottet blev vi budt velkommen af Mariusz, den lokale konsulent fra jagtrejseselskabet. Vi fik en god snak og fik afstemt forventninger vores ønsker og tanker til den forstående jagt. Vi ønskede pyrschjagt, ro, nærhed til naturen og minimal brug af køretøjer, ingen jagt fra bil, som desværre stadig praktiseres enkelte steder.
Kl. 19.00 mødtes vi med vores guider og drog af sted på første jagt. Henrik og jeg valgte at dele os op, en beslutning, der forstærkede oplevelsen af individuel jagt og ro i sindet. Jeg blev sendt ud i et åbent revir med store marker og skovremiser. Vegetationen var tæt og høj. Næsten som midt i juni, tre-fire uger foran normalen. Men vejret var godt, og allerede tidligt spottede jeg de første rådyr. En buk dukkede op langs en rapsmark. Opsatsen var fin, 5 cm over ørerne, men ikke voldsom. Ingen skudchance opstod og det var helt i orden. Første aften handler lige så meget om at observere og indstille sanserne.  I alt så jeg ni forskellige bukke, dog primært yngre dyr på 1-2 år. Det lover godt for bestandens fremtid.
Skovmår og den første chance:
Efter pürschen satte vi os i et tårn i en periode for at observerer lidt fra oven, men besluttede senere at skifte område. På vej tilbage mod bilen mødte vi en nysgerrig skovmår, en sjælden og fornøjelig gæst, som lod sig fotografere. Kort efter kom en rå direkte imod os. Vi stod musestille. Hun drejede af, blot 20-25 meter fra os, og trak en fin buk med sig. Den fik dog hurtigt travlt og forsvandt over marken. Vi forsøgte at følge efter, men uden held. Dog vidste jeg nu, at den var der og det gav håb for de kommende dage.
Resten af aftenen gik uden skudchance. Mange råer, men ingen bukke inden for rækkevidde.
Dag 2 – jagtlykken vender:
Tidligt op næste morgen. Kaffen stod klar og selvom den polske variant ikke helt matcher hjemmebryg, har den sin egen charme. Henrik og jeg nød en stille stund, inden guiderne kom og tog os ud på endnu en jagt. Jeg blev sendt til et nyt revir, denne gang med mere skov og eng. Vi parkerede bilen og startede en stille og rolig pürsch. Flere råer blev observeret. Vi bevægede os ind på en græsmark i lavt tempo. Vejret var klart og køligt, og stemningen særlig. Pludselig, bevægelse i det fjerne. 192 meter målte afstandsmåleren ud til en seksender råbuk. Skydestokken blev sat, riflen gjort klar. Jeg kunne kun se ryg, hals og hoved, når han ikke græssede. Så ud af det blå, kom en rå frem, blot 13-14 meter fra mig. Jeg holdt vejret. Hun sprang videre uden at slå alarm. Bukken havde flyttet sig 10 meter og stod nu, så jeg kunne se lidt mere af kroppen. Skudvinklen var ikke ideel, men jeg følte mig rolig. Skuddet gik. Bukken sprang ikke, stilheden bagefter var på én gang larmende og forløsende. Ved skudstedet lå ingen buk, intet blod. Tvivlen sneg sig ind, havde jeg bommet? Men guiden Thomas grinede og pegede ned i en lille bæk med tæt bevoksning. Der lå han. Glæden var stor. Lykønskninger blev udvekslet, billeder taget og minder skabt.
En afslutning med ro i sindet:
Resten af morgenen bød på flere rådyr, men ingen skudbare bukke. Lige før vi nåede tilbage til slottet, dukkede endnu en buk op, men han trak det længste strå denne gang.
Efter en velfortjent middagslur og et solidt måltid i klassisk polsk bondekøkkenstil, tungt og hjerteligt, dog med et moderne tvist, var det igen tid til jagt. Kl. 19.00 ankom Thomas, min guide, og vi kørte ud i det grønne terræn. Stemningen havde ændret sig. Thomas virkede mere opsat. Måske også en smule nervøs. Undskyldningerne begyndte at komme. Vegetationen var høj, vi var måske lidt for sent på den. Men som erfaren jæger ved jeg, at det sjældent føles som det perfekte tidspunkt man er kommet på og alligevel lykkes det ofte, ved det er bæreevnen og tålmodigheden.
Dyrene, der forsvandt og planen, der blev lagt:
Vi så flere dyr og enkelte bukke, men intet skudbart. På vej gennem en lille landsby fik vi øje på en rå i kanten af en smal remis midt i en mark. Ti meter bag hende kom hoved og opsats af en god buk til syne. Vi stivnede og lagde straks en plan. Men før vi nåede at handle, forsvandt både buk og rå ind i remissen.
Vi kørte om på modsatte side, og jeg blev sat af et stykke derfra. Jeg sneg mig frem mod et tårn, hvor jeg kunne holde opsyn. Thomas kørte tilbage og holdt øje fra den oprindelige vinkel.
Ved tårnet trådte råen igen frem. Jeg gjorde mig klar, men bukken fulgte ikke efter. Først 20 minutter senere anede jeg et hoved i det høje græs. Han stod og fejede. 15 cm af hals og hoved var synligt. Men det var ikke forsvarligt at skyde. For efter havde siddet efter ham i en time, mente Thomas, at vi skulle prøve en anden buk, han havde set fra hvor han havde observeret fra. Denne aften trak remmissebukken det længste strå. Thomas samlede mig op og videre gik det mod den anden side af marken, hvor han havde set et par bukke.
Et langt skud og en lærestreg:
Vi var på vej mod marken, hvor Thomas tidligere havde spottet to bukke, da en tredje pludselig dukkede op mellem korn og krat. Guiden og jeg udvekslede blot et blik. Den skulle have en chance.
Bukken stod på respektindgydende afstand over 280 meter. Jeg begyndte at gøre mig klar, men tvivlen kom snigende. Tidligere på morgenen var kliktårnet på min kikkert sprunget op. Jeg havde fået det sat på plads igen, men usikkerheden nagede. Var sigtet stadig, hvor det skulle være?
Tankerne forstyrrede fokus. Jeg havde ganske vist leveret et sikkert skud tidligere på dagen, og jeg plejer at være tryg ved lange skud. Alligevel lå en skygge af tvivl og dirrede i baghovedet. Jeg tog mig god tid. Fandt roen, kontrollerede vejrtrækningen og trykkede af med fast hånd. Skuddet gik, men også forbi. Bukken sprang let og elegant væk, uden panik. Den standsede længere ude, vendte sig og så direkte på mig. En kold, ubarmhjertig påmindelse om jagtens virkelighed. Jeg havde ikke lyst til at forsøge igen.
Det sved. Ikke kun i kroppen, men i stoltheden. For en jæger er præcision ikke bare en færdighed, det er en del af æren. Når den svigter, gør det ondt. Men det er også jagtens natur: Uforudsigelig, ærlig og kompromisløs.
Som jeg ofte siger: ”De, der aldrig har skudt forbi, har aldrig prøvet deres grænser af”. Men lad det være helt klart, de grænser skal ikke afprøves på levende vildt. De hører til på skydebanen, hvor konsekvenserne ikke rækker længere end til selvtilliden.
Efterfølgende lavede vi en prøveskydning og alt stemte. Sigtet var, som det skulle være. Det var ikke udstyret, men mennesket bag riflen, der havde svigtet. En lærestreg, der blev printet ind med hvert pulsslag og en påmindelse om, at ydmyghed altid bør følge i hælene på selvsikkerhed.
Aftenens højdepunkt drømmebukken viser sig:
Mørket faldt på, og tankerne kredsede stadig om den store remissebuk, som vi havde håbet at få et sidste glimt af. Selvom lysten til at blive og vente var stor, gik tiden, og vi måtte videre. Klokken var omkring kvart i ti om aftenen, da en lovende buk pludselig viste sig på godt 170 meters afstand. Selvom skydemuligheden ikke var ideel på grund af mørket, kunne vi ane en høj og kraftig buk med en stor krop.
Skuddet gik, og bukken faldt på stedet. Thomas blev tilbage for at guide mig i det hastigt tiltagende mørke, mens jeg forsigtigt nærmede mig bukken. Og der lå han, en virkelig stolt seksender, der viste sig at have syv sprosser, en kraftig og veludviklet rosenkrans samt en imponerende opsats på over 25 centimeter. Et ægte drømmetrofæ, og flere vurderinger pegede på, at bukken kunne være medaljeværdig. Det er naturligvis et ekstra plus, men ikke det altafgørende. Stemningen var euforisk, og den forbigående skuffelse over tidligere skud var fuldstændig glemt. Glæden over øjeblikket og bukken var stor.
Tilbage på slottet mødte jeg Henrik, som også havde haft held. Han kunne fremvise en høj, stærk buk. Måske var heldet endelig vendt.
Morgendis og remissebukken – en jagt med mening:
Vi havde aftalt at starte en halv time tidligere denne morgen. Det var vores sidste jagt ud af fire, og vi ville give det et sidste, koncentreret forsøg. Luften var kølig, og en fin dis lå som et slør over marker og enge. Tankerne kredsede stadig om aftenen før. Om bukken, vi lod gå. Havde vi gjort det rigtige? Tvivlen nagede, men samtidig var jeg taknemlig for den flotte buk, jeg havde nedlagt i stedet. Måske var der en mening med det hele. Hvem ved?
Heldigvis havde Thomas samme plan som jeg. Vi ville køre ud til det område, hvor vi tidligere havde set en buk i kanten af en remisse, lade bilen stå et stykke derfra og så pürsche os frem, lydløst og systematisk.
Råvildtet var ikke særligt aktivt endnu, og vi så ikke meget fra bilen. Men vi vidste, hvad vi gik efter. Bilen blev parkeret, riflen gjort klar, og vi begyndte langsomt at nærme os området, hvor remissebukken, som vi havde døbt ham, kunne opholde sig.
Vi bevægede os stille og målrettet gennem landskabet. Undervejs så vi flere stykker råvildt. Også enkelte bukke viste sig, men ingen af dem var den, vi havde sat os for at finde. I det fjerne, 400-500 meter ude, spottede vi en rå med en pæn buk, men heller ikke ham, vi ledte efter.
Vi nåede tættere og tættere på remissen. Kikkerterne arbejdede konstant, men remissebukken forblev usynlig. Vi kom helt om på modsatte side af remissen, stadig uden resultat. Hvor var han?
I næste lille skovstykke viste et stykke råvildt sig. Spændingen steg, kunne det være ham? Men nej. En rå. Skuffelsen var til at tage og føle på. Både hos Thomas og mig. Vi besluttede os for at vende næsen mod bilen og i samme ombæring tage et kig på den lovende buk, vi havde set tidligere. Han stod der stadig.
Men netop som vi havde fokus på ham, skete det. Ud af rapsen, som skåret af et jagtpostkort, trådte remissebukken frem, blot et par hundrede meter ude. Han gik roligt i kanten af marken, og vi stivnede i et splitsekund. Skydestokken kom op, og jeg gjorde mig klar. Endnu et langt skud ventede måske. Han gik imod os, skridt for skridt, og jeg fulgte ham tæt i kikkerten. Tvivlen fra dagen før spøgte stadig i mig, skuddet, der gik forbi.
Jeg ville have ham ind under 200 meter. Bukken drejede ud på den åbne majsmark, og i det øjeblik ramte bukkefeberen mig som en bølge. Mit ene ben begyndte at ryste ukontrolleret, som havde jeg fået kramper.
Bukken standsede skråt for, med siden let vendt mod os. Afstanden var 163 meter. Jeg samlede koncentrationen, lod åndedrættet falde til ro og lod skuddet gå.
Bukken faldt i skuddet. Stendød. Ingen bevægelse. Stilheden blev afløst af ren eufori. Lettelse. Glæde. Bukkefeber. Vi fik ham den store remissebuk, på den bedst tænkelige måde. Og jeg følte mig overvældet af taknemmelighed over mit jagtheld. Stemningen på vej hen mod bukken var fyldt med lettelse og glæde. Kram og lykønskninger blev delt uden tilbageholdenhed. Det var kulminationen på fire intense jagtdage og vi kunne ikke have ønsket os en bedre afslutning.
Et sidste blik og et værdigt farvel:
Remissebukken indfriede alle de forventninger, vi havde båret med os gennem dagene. En ældre, erfaren buk anslået til omkring syv år, vurderet på klassisk vis ud fra tandslitage, pelsens grålige tone omkring hovedet samt de massivt sammenvoksede rosenkranse. Et tydeligt tegn på modenhed og høj alder. Opsatsen var særdeles veludviklet: lange, fuldt symmetriske sprosser med elfenbenshvide spidser og markante, kraftige for sprosser, som vækkede mindelser om de karakteristiske engelske bukke, kendt for både volumen og æstetisk balance.
Et oplagt trofæ til opmåling, hvor muligheden for en medaljevurdering bestemt ikke kan udelukkes.
Klokken viste blot 04.49. Vi kunne sagtens have nået endnu en pyrsch, men beslutningen var truffet. Jeg havde fået mere, end jeg havde turdet håbe på. Vi afsluttede jagten dér, i taknemmelighed og med fulde hjerter. Udstyret blev pakket sammen, bilen sat i gear, og kursen sat hjemad på jagtslottet, rigere på oplevelser, minder og en jagt, der havde givet alt, hvad vi kunne ønske os.
Eftertanker fra det polske jagtland:
Også Henrik havde heldet med sig denne morgen. Tidligt på dagen lykkedes det ham at nedlægge endnu en flot buk, hans tredje på turen. Med det nåede vi begge det mål, vi stille og roligt havde båret med os siden ankomsten: tre bukke hver. Et resultat, der taler både om held og dygtighed, men mindst lige så meget om tålmodighed, disciplin og ikke mindst respekt for det vildt vi jagtede.
Da vi mødtes igen, var glæden til at tage og føle på. Vi delte kammeratskab, håndtryk, smil og historier fra morgenens oplevelser. Det var et øjeblik, hvor man mærker, at jagt er meget mere end blot bytte og trofæer, det er fællesskab, forventning og forløsning.
Jeg var lykkelig. For jagt handler ikke blot om, hvad man får med hjem i rygsækken, men om det man tager med sig i hjertet. Om de tidlige morgener med dug i græsset, stilheden i skovbrynet og de intense øjeblikke, hvor verden står stille, og hjertet slår lidt hurtigere. Det er netop dét, der gør jagten til noget helt særligt.
Med venlig hilsen
Casper Skødt Nielsen