Kære Gamekeeper og Buhls Jagtrejser (Att.: Ulla)
Vi er for ca. 10 dage siden kommet hjem fra en helt fantastisk tur fra Kingussie i Skotland.
Turen startede turbulent ud med en taske (fyldt med jagttøj, støvler og alt derimellem), som ikke kom med flyet fra Amsterdam til Inverness. Turens første delmål, blev på anbefaling fra Graham, derfor Highland Industrial Supplies i Inverness, som heldigvis havde alskens jagtudstyr så jeg (Anders) stadig havde en chance for at komme ud.
Med et par nye støvler (Av mine fødder kommer senere), bukser, kaster, skjorte og en lånejakke var vi nu på vej fra Inverness til Kingussie.
Ved ankomst til Ardselma House blev vi mødt af Valerie og et hold tyske jægere, som også skulle ud og prøve lykken i højlandet. Med et par udleverede tags, lidt gode råd til spisesteder og en kort snak om hvornår og hvorledes vi skulle møde Graham, fulgte Valerie os over til et fantastisk ægtepar, som tidligere havde brugt deres hus som B&B. De havde nedskaleret, så nu var det kun jagtgæster gennem Graham, som kom på besøg. Vi fik en rundvisning i huset og oplevede et originalt 200 år gammelt hus med en masse fede detaljer samt et “stag room”, hvori der kunne blive serveret en Whisky til den jæger, som skød den første hjort.
Ovenpå flyrejsen, bagageballaden og indlogeringen, drog vi ned i byen og fandt en omgang fish and chips til at stille sulten.
Senere samme aften kom Graham på besøg og vi aftalte at mødes 9:30 den følgende morgen, da både voldsom regn og rusk lige skulle stilne lidt af.

Med fornyet energi efter en god nats søvn og en dejlig morgenmad, blev støvlerne snørret og vi stod klar til Graham.  Graham fulgte os via bil hen til turens første stalker “Andrew”, som stod for en ejendom blot 15 min kørsel fra Kingussie. Andrew var en meget ærlig og ligefrem ældre skotsk mand (meget autentisk oplevelse) og lagde ikke fingre imellem, hvordan dagen skulle foregå. Vi startede med prøveskydning af hans riffel og da alt sad som det skulle, kørte vi med terrænkøretøjet ud i højlandet. Vi blev på turen enige om, at det skulle være min far (Flemming), som skulle skyde først såfremt muligheden bød sig.
På køreturen derud spottede vi mange dyr og deriblandt en rudel på omkring 15 hjorte, som trissede over en bjergtop. Efter lidt frem og tilbage besluttede vi at gå efter hjortegruppen og se, om vi kunne komme dem nærmere. Turen op ad højlandet var stejl og man kunne godt mærke, at det nye terræn for os fladlandsdanskere lige skulle ind i benene, men vinden var god og vi kunne med vind i næsen gå op af de stejle sider.
Vi spotter både grouse og flere krondyr på vores tur op ad bjergene.
Efter godt 45 minutters intens pürsch kunne min far og Andrew kravle op på toppen af en mindre højderyg. Derfra kunne de se ned i en lille lavning, hvor alle 15 hjorte lå i solen. Der blev de så også liggende, så efter omkring 20 minutter hvor jeg kunne se til godt 50 meter derfra, blev jeg vinket frem. Jeg møvede mig op på maven og kom frem side om side med Andrew og min far.  Andrew fortalte hvilke 4 af de 15 hjorte, som var modne nok til afskydning, men da ingen af dem flyttede sig måtte vi bare vente.
Pludselig rejser hjortene sig og den hjort min far initialt havde udset sig, vender spejlet til med det samme. De lunter ca. 15 meter og stopper så op, hvor en af de andre hjorte nu står helt alene med bredsiden til i midten af flokken. Andrew får hurtigt hvisket “in the middle in the middle”, min far skifter fokus og finder hjorten og trykker af. Hjorten vælter i skuddet, men spjætter en del og får derfor et skud mere af min far.
Så er der ro til at finde pusten et øjeblik og Andrew siger, han vandrer ned efter køretøjet, mens vi kan holde øje med hjorten og gå over og tage nogle billeder, når vi er klar.
Da vi kommer derover, kan vi se, at min far har været så heldig at finde en lige 12-ender hjort (der er en lille issesprosse, som er svær at se på billedet) en ægte “royal”, som der så fint hedder herovre.
Efter en masse gode lykønskninger, billeder og brækning og bjærgning af dyret, bliver vi spurgt, om vi vil fortsætte jagten. Vi vælger at takke nej for i dag, men derimod nyde fejringen af min fars hjort.
Hjorten bliver selvfølgelig fejret med Guinness og en whisky i “the stag room” hos vores søde værter.

Med 1 ud af 2 hjorte nede mangler vi nu kun mig. Og heldigvis ankommer min mistede bagage selvsamme aften, så jeg nu kan have både kikkert og mit eget tøj med ud.
Vi bliver mødt af Graham samme aften og næste dags tur bliver planlagt, vi får her at vide, at turen går lidt længere væk godt 1 time og 20 minutters kørsel fra vores B&B.
Vi står tidligt op, får en dejlig full scottish breakfast, pakker madpakkerne og kører sydpå.
Ved ankomst på Estatet bliver vi mødt af dagens stalker Robin. En ung fyr midt/slut 20’erne og så ved vi godt hvad klokken er slået, vi skal ud, og gå og vi skal ud og gå langt.
Robyn viser os ud i slagteriet for at vise, hvilke former for hjorte, der er nedlagt på ejendommen, og hvad man i den forstand kan forvente at størrelse, udseende mv. Der er selvfølgelig ingen garantier i Skotland, men jeg nævner dog for Robyn, at jeg meget gerne vil skyde en moden hjort, men er selvfølgelig med på, at hvis muligheden er der for en mindre, så er det sådan landet ligger.  Robyn fortæller, at hans Ghillie desværre ikke kan deltage i dag, og der er derfor ikke andet at gøre end at komme ud og gå i terrænet og spotte og stalke løbende.
Vi tager igen et terrænkøretøj ud til, hvorfra vi starter gåturen. Der bliver spottet masser af kronvildt på vejen, men ingen hjorte imellem. Vejret er simpelhent for varmt og solrigt (både heldigt og uheldigt), så brunsten lader lidt vente på sig.
Vi får sat køretøjet og så er det ud og gå. Aldrig har jeg set nogen bevæge sig så hurtigt op af en bjergside som den dag, og vi måtte blankt erkende at denne dag bliver hård.
Vi går fra den ene bjergside til den anden, både opover og ned igen men vi spotter INGEN hjorte. Der er masser af grouse, en enkelt hare og kronhinder i hobetal, men hjortene er bare ikke at finde.
Pludselig hører vi en hjort brøle og får bevæget os nærmere. Det viser sig, at være en kæmpe stort 12 ender med omkring 70 hinder, som går og brøler. Robyn må desværre meddele, at denne hjort ikke er til afskydning før om et par år, når han til den tid ikke længere kan holde på hinderne. Vi nyder synet og går pænt videre.
Da vi når enden af bjerg nr. 2, har vi mistet pusten lidt. Omkring 12 km op og ned og klokken har nu nærmet sig klokken 15:30, hvor vi startede ud 9:30/10. Hertil skal det nævnes, at nye støvler er rare, men de er ikke så rare som et par tilgåede støvler (av mine fødder).
Vi begynder at gå “tilbage” mod det 1. bjerg, hvor køretøjet holder forneden. Efter godt 30 minutters gang møder vi en gruppe hinder, som står og ser os an. Vi stopper og afventer, og de trækker roligt videre efter en 10 minutters tid. Vi går lidt videre og spotter en hind - kikkerten op og så spotter med det samme en hjort, der går sammen med.
Robyn får os ned og kravle, og vi kravler ned imellem 2 bjergsider, hvor en lille bæk løber, her kan vi bevæge os skjult fra hjorten. Vi får bevæget os ind på godt 250 meter, og kravler det sidste stykke på maven. Robyn finder riflen frem og placerer den, så jeg kan komme op til den. Jeg finder hjorten i riffelkikkerten og kan nu se, det er en rigtig fin ulige 12-ender, som ikke sætter til krone. Robyn tjekker, om jeg har hjorten i kikkerten og siger, vi lige venter til den får siden til. Hjorten går her på ca. 225 meters afstand.
Hjorten går og esser og vender stille og roligt siden til. Robyn giver “go” og jeg får roligt fundet skulderen og trykker af, man hører tydeligt kugleslaget og jeg kan se den er ramt super fint, hjorten går ca 20 meter og jeg siger til Robyn at jeg stadig har ham fri og om jeg skal skyde igen. Robyn siger, det er et fint skud, men jeg godt må skyde igen, så den lægger sig. Jeg trykker af igen, og hjorten vælter, hvor den står. Vi bliver liggende og min far kommer kravlende op. Hjorten “hind” viste sig, at være omkring 30 hinder lå skjult, og de går roligt videre og esser. Robyn siger, at vi afventer, indtil de er trukket væk, hvilket de gør i løbet af de næste ca. 10-15 minutter. Det var en fuldstændig fantastisk følelse efter en lang dags strabadser, at kunne gå ned og anskue hjorten på tættere hold. En, i min optik, helt perfekt hjort, og et trofæ jeg vil se på og mindes den fantastiske tur i mange år fremover.
Robyn får hentet køretøjet, vi får bjærget hjorten og turen ned at det stejle højland forgår med mig stående bagpå ladet, kun holdt fast med mine hænder på en metalstang, mens vi kører ned (uden bremser da de overophede) af lodrette bjergsider. Det var en tur ned, jeg sent vil glemme.
Vel nede på vejen kører vi tilbage til Estatet, og får hjorten ind i slagteriet. Robyns far og mor er på besøg, og de kommer begge ud og lykønsker, samt sikrer at Robyn får “døbt” mig, da det jo er 1. Højlandshjort.
Vi ankommer tilbage til vores B&B sent om aftenen og falder hurtigt i søvn.
Fredagen blev brugt på sightseeing og en tur på Dalwhinnie Distillery, som var en dejlig tillægsoplevelse til vores tur. Derudover en tur til byen Aviemore, med en vildtburger til frokost.
Taskerne blev pakket fredag aften, og lørdag vente vi snuden hjemad. En hjemtur som også bød på forsinkelser, da flyet havde “birdstrike” ved landingen til Inverness, men ovenpå sådan en tur var der ikke meget, der kunne pille os ned.
Vi ankom til DK sent natten til søndag og glæder os nu bare til at få trofæerne hjem.
Tak for en god tur!
De bedste hilsner Anders og Flemming.