Far og søn på Skotlands-eventyr Okt 2025
Det hører til sjældenhederne, at vi får forespørgsler på jagt efter kronhjort, sikahjort og dåhjort på én og samme jagt, i Skotland. Indimellem arrangerer vi dog sådanne jagter, da vores fantastiske partner råder over et Estate nær Blair Atholl, hvor der findes en bestand af dåvildt. Man skal dog ikke forvente trofæer på samme niveau som i England, biotopen og fødegrundlaget i det skotske terræn giver ganske enkelt ikke de samme vækstbetingelser. Til gengæld er det en spændende og udfordrende jagtoplevelse for den passionerede jæger.
Niels og Jens havde jagtheldet med sig, især på sikahjortene, hvor de nedlagde nogle imponerende skotske trofæer. Et stort tillykke til jer begge.
"storslået natur, spændende jagt..."
Far & Søn på Skotlands-Eventyr
11 dage. 3 hjortearter. Uendelige bakker – og uendeligt mange gode minder.
Jens og jeg har netop været på en uforglemmelig far og søn tur til Skotland, 11 dage fyldt med seks dages jagt og fem dages eventyr. En tur, der forener alt det, Skotland kan tilbyde: storslået natur, spændende jagt, fysisk udfordring, god mad, whisky og hyggeligt samvær.
Vi jagede i det skotske højland omkring Kingussie, Newtonmore og Kirkmichael, både over og under trægrænsen. Landskabet er betagende, men det kan kræve sin mand. Man vandrer og kravler i høj lyng, genne
blød mos, gennem bække og op ad vindblæste bakker. Hver dag byder på nye terræner og nye udfordringer.
Stalkerne er meget erfarne og skarpe til at vurdere jægeren. Sammen finder man hurtigt den tilgang, der passer bedst, om man vil have en fysisk krævende tur, eller en mere rolig jagt. Uanset valg, får man den autentiske skotske jagtoplevelse.
Vi fik begge tre flotte hjorte: en kronhjort, en sikahjort og en dåhjort. En stor oplevelse, og ganske anderledes end hjemme i Danmark. Vejret viste sig fra sin pæne side på de lavere liggende arealer, hvor vi gik efter sikahjort og dåhjort: solrigt, varmt og næsten vindstille. Det gjorde det lidt vanskeligere at snige sig ind på hjortene.
Under jagten boede vi på et hyggeligt B&B midt i det enorme jagtområde med fuld forplejning. Værelserne var komfortable, maden var fremragende, solid, velsmagende og rigelig. Hver aften samledes jægerne og head gamekeeperen til en lille "debriefing": oplevelser fra dagens jagt og planlægning af næste dags jagter.
Vi medbragte vores egne rifler, hvilket ifølge stalkerne er lidt usædvanligt, nok på grund af papirarbejdet. Heldigvis havde Gamekeeper & Buhls styr på alt det praktiske, så både told og transport gik gnidningsfrit, man skal blot huske at afsætte lidt ekstra tid i lufthavnene.
Efter jagten pakkede vi riflerne væk og drog ud på en rundrejse gennem Skotland: Inverness, Loch Ness (ingen monster i sigte denne gang), Isle of Skye, Ben Nevis, Glencoe og til sidst Edinburgh. Vi kørte gennem dale og bjerge, så søer, slotte og små byer og testede os flittigt gennem de lokale pubber i jagten på den bedste pubmad og pint.
Der blev naturligvis også tid til et par besøg på destillerier undervejs. Målet var at finde den bedste whisky i Skotland, resultatet står stadig til diskussion... og det er der jo heldigvis ingen grund til at få afgjort alt for hurtigt.
Alt i alt var det en fantastisk rejse, udfordrende, smuk og fyldt med gode grin. Kombinationen af jagt, natur og kvalitetstid far og søn imellem gjorde turen helt særlig. Skotland viste sig fra sin bedste side, og vi rejste hjem med rygsækken fuld af minder og en stærk lyst til at vende tilbage.
Niels & Jens