Beretning om Jans og min jagt på højlandshjorte ved Alness - Skotland i uge 39 2025:
Jeg har i flere år ønsket at nedlægge en kronhjort og specielt en højlandshjort i det naturskønne Skotland, hvor jeg tidligere har været på vandreferie med min kone. Da jeg efterhånden ikke er en årsunge, slog jeg derfor straks til, da min gode fiske- og jagtkammerat Jan Kristoffersen havde fundet en ideel jagttur i højlandet med Gamekeeper & Buhls Jagtrejser, for det kræver jo lidt kondition og fysik at bevæge sig rundt i højlandet.
Konceptet med at vi to kunne gå på jagt sammen med én stalker og hver skyde to hjorte, tiltalte mig virkelig, da man så oplevede både spændingen med selv at nedlægge en hjort, men også kunne nyde jagten lidt på afstand og glæde sig sammen med en god jagtkammerat over hans jagtheld.
Turen op til Alness fra Edinburgh over Inverness forløb planmæssigt, og vi kom om aftenen frem til et pragtfuldt hus med en skøn udsigt tæt ved det revir, hvor jagten skulle foregå de kommende dage. Vores kontaktperson, Peter, som skulle modtage os, var desværre lige blevet indlagt på hospitalet, men hans kone og søn sørgede for os og havde sågar lavet en dejlig lasagne til os, som vi havde glæde af i et par dage. Men det betød så, at vi ikke mødte Peter, som efter sigende skulle være en fornøjelig fyr med alle de gode jagthistorier, som nærer jagtiveren.
Dagen efter kom vores stalker ”Donnie” planmæssigt kl. 8.00 og hentede os ved huset. Han var en fin fyr med den lune skotske humor, som vi straks fik et positivt indtryk af. Han virkede til at være en stalker, som ønskede, vi fik nogle gode jagtoplevelser. Vi gjorde ham dog lige opmærksom på vores alder og pointerede, at der er nogle begrænsninger i at spurte op af bjergsiderne, det tog han fint hensyn til og ventede høfligt alle dage.
Efter tilfredsstillende prøveskydning med den lejede riffel skulle vi i gang med jagten. Han lagde straks ud med at spejde efter potentielle hjorte med sit arsenal af kikkerter i bilen, og fik da også øje på flere rudler med og uden synlige hjorte, hvilket vores utrænede øjne havde det lidt sværere med. Han syntes dog ikke, der var nogle gode muligheder på vores side af bjerget, så vi fortsatte over på den anden side. Her spottede han en rudel med en fin hjort ved de højt liggende vindmøller og vi gjorde et forsøg, hvor Jan og Donnie dog blev snydt, da rudlen løb i modsat retning end forventet, hvilket jeg fint kunne følge på afstand. Lidt senere fandt Donnie en anden rudel med en fin hjort i en kløft ikke langt fra anlægsvejen til vindmøllerne. Her fik jeg så chancen, og Donnie og jeg krøb og siden mavede os ind på en afstand af 220 meter af rudlen, hvorfra jeg kunne se, hjorten lå bag en sten. Rudlen bevægede sig lidt rundt omkring ham, men han blev liggende først i en halvtime, hvor vi drøftede, om vi skulle prøve at få ham til at rejse sig med risiko for, at han agerede anderledes end forventet. Så vi valgte i stedet at mave os endnu tættere på, når han nu lå bag en sten, og ingen af dyrene havde noteret vores tilstedeværelse, så jeg fik en bedre plads, en fin tue blot 130 meter fra hjorten. Vi skulle dog igen finde lidt ekstra tålmodighed frem. Men så pludselig rejste han sig, en flot sekser og jeg fik et fint skud til bladet. Han forendte på stedet. En perfekt jagtoplevelse med min første kronhjort, som blev afsluttet med blod i panden og en fotosession.
Dagen efter skulle Jan så have en chance igen, og vi vandrede op på bagsiden af bjerget, mens vi stødte en rudel med en fin hjort på vejen op, som vi dog ikke nåede at komme på skudhold af. Tæt ved toppen på den anden side af bjerget, fandt Donnie en rudel og Jan og han krøb forsigtigt i position, mens jeg lå og nød det fine efterårsvejr. Efter en halv time faldt skuddet og Jan havde nedlagt hans første højlandshjort. En fin sekser. Jan slap for blodet i panden, da han har nedlagt polske kronhjorte tidligere, men der blev selvfølgelig taget en stribe fotos af den tilfredse jæger.
Dagen var ikke omme endnu, så Donnie fandt hurtigt en ny rudel længere nede på bjergsiden, så han og jeg tog turen nedad, men stødte desværre en mindre hjort på vejen ned, som nok alarmerede rudlen længere nede, for vi kom aldrig tæt på rudlen. Så var det blot at kravle op af bjergsiden til en ventede Jan, som deroppe fra så, at rudlen have bevæget sig væk, i takt med vi prøvede at nærme os. Jeg tror nok, jeg fik lukket alle mine aktivitetscirkler på mit Apple Watch den dag…
Dag tre havde Donnie nok indset, han ikke skulle sende os op ad bjergsiden igen lige med det samme, så han havde allerede om morgenen spottet en fin hjort i et skovbryn for foden af bjergsiden. Nu fik Jan chancen igen og de to krøb forsigtigt på skudhold i det lave terræn. Jeg fulgte scenariet i min kikkert på behørig afstand, så jeg ikke generede jagten. De kom ubemærket ind på godt skudhold. Jan nedlagde en fin otter, som han selvsagt var meget tilfreds med, om end han nu var færdig med hans jagt i denne omgang.
Dagen var stadig ung, så Donnie kørte rundt om bjerget. Tæt på stedet, hvor jeg skød min første hjort, så vi en rudel oppe på bjergsiden i bevægelse på vej op. Donnie foreslog, at han og jeg tog turen op ad skråningen efter rudlen. Som sagt, så gjort. Det var bare at snøre støvlerne, hvilket jeg ikke fortrød, selv om pulsen var høj, da vi kom op. For tæt på toppen, kunne vi lugte dyrene og bag en knold var en stor brølende hjort, omgivet af den største rudel, vi så på turen, med flere andre pæne hjorte iblandt. Alle de dyr forvirrede mig lidt og afstanden var ca. 200-250 meter, så jeg skulle have fokus på den store. Donnie, som også var blevet lidt ivrig over den store hjort, guidede mig fint, da jeg skulle finde hjorten i kikkertsigtet. Et par gange hørte jeg; ”no no - to the left”, da jeg åbenbart sigtede på den forkerte hjort. Heldigvis brølede den på det rette tidspunkt og vendte siden til og stod fri på 210 meter, da jeg havde den i sigtet. Skuddet faldt og benene forsvandt under den imponerende hjort. Vi ventede et par minutter, men den så ud til at være forendt. På 60-70 meters afstand rejste den sig pludselig og væltede ned ad en mindre skrænt. Her gav jeg den et fangstskud i nakken og så var det det. Da vi kommer over til hjorten, udbød Donnie; ”What? It’s a Royale” – d.v.s. en tolver. Han havde åbenbart i al spændingen overset to sprosser øverst, så nu havde han åbenbart noget, han skulle forklare Peter, men jeg håber, han er tilgivet nu. Det var en træt men også meget stolt jæger, der kom ned til Jan i bilen og fortalte om den meget spændende jagt.
Nu da vi begge var færdige med jagten, brugte vi tre, hele dag fire på at hente den store hjort ned ad bjerget med Argoen, et ottehjulet køretøj, som trods den store trækkraft kørte fast flere gange og skulle trækkes fri af et wirespil foran på køretøjet. Endnu en oplevelse til fortællingen.
I det hele taget fik Jan og jeg en oplevelse ud over det sædvanlige med den spændende jagt, bjergning af dyrene og det fantastiske skotske højland, badet i det skønneste efterårsvejr det meste af tiden.
Den sidste dag brugte vi på sightseeing i området med mere højland og fristende lakseelve i dallandet. Alt fungerede perfekt, hjemturen ligeledes, så det var to meget tilfredse deltagere, der kom hjem til Danmark lørdag aften.
Per Lien Pedersen